A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å (Du kan høre udtalen ved at klikke på lyd-ikonet til venstre for ordet.) labet  :  deæ fek hand en 'årnligh la'be·t (stor udgift, egentlig kortspiludtryk, fra fransk faire la bête, spille, så man bliver bet). lade (1)  :  en 'la·j, flertal 'la·je. lade (2)  :  hand vel 'gjæn· la 'dask· (lade stå til); de la· 'te (lader til); de lat 'te (lod til); de 'læ· blyw 'gåt (om vejret lader til at blive godt. Stevning); de 'lærre sæj, de 'la· sæj (Kettingskov; det lader sig, lader til); de 'læ 'it 'lækket væn 'pighe 'bånde (det lader, lyder ikke lækkert, pænt, når piger bander); væn dæ 'serre 'gåt 'læ (eller) 'la dæt 'høkkend (de, der sidder godt, flytter sig ikke); å 'la·e (årelade); kromanden i Asserballeskov »blöw 'laet« (åreladt) 'væt 'oa (hvert år); læ 'onden 'op i e 'fa (øse ­middagsmad op i fadet); 'tæj kon å læ 'te (fyld bare op!) ladning  :  'la·jning, (også skældud) hand fæk en 'årnligh 'la·jning. lag (1)  :  de æ 'så ve e 'law (på tide); i e 'sa·m 'law (i det samme). lag (2)  :  'oldt e'law (alt imens, se ilag); law æ ræjst 'væk (da jeg rejste); hon 'dø· law hon va i sit 'bæ·st (hun døde i sin bedste alder). lak  :  'ly· å 'lak (fejl og mangel). lakke (1)  :  di 'lakke å 'rakke öwe 'oldt 'fålk (rakker ned på alle); de æ 'fæjt som di lakke dæm 'te (forfærdeligt, som de rakker ned på dem). lakke (2)  :  de 'lakke eller 'laghe emo 'åwten (lakker mod aften). lam (1)  :  et 'la·m, flertal det samme. lam (2) (= halt)  :  hand æ blöwn 'mie 'lam (mere halt). lamme  :  å 'lam·; hand 'lamme (halter). land  :  lå·nd. landbad  :  e 'ende di 'lo· å 'svam i e 'lånd·ba (ænderne lå og svømmede i strandkanten. Himmark - også 'lam·ba). landing  :  en 'lændeng (bådebro af sten); 'ly·bos ­'lændeng, 'læjneng (stednavn, Kettingskov, »lyøboernes l.«); di lo 'te (lagde til) ve e ­'lændeng. landsens  :  lå·ndsens (fra landet). landste  :  en 'landste (fæstebonde. Nordals; fra holstensk Lanste, tidligere landsete). lang  :  lang, 'længe, 'længst, intetkøn lawndt; hand æ e let 'lang i e 'dre·t (han er lidt »lang« i op­trækket, langsom i vendingen); dænd 'lang· (den lange); en 'lange 'ti (lang tid); de æ 'lawndt (det er langt); 'lawndt om 'læ·nge (langt om længe). lange  :  lang 'hi (»lang hid«, ræk mig). langelig  :  'langle fatsong (lang facon). langende  :  'langend (allerede); 'kam di 'langend'; vi ho 'langend 'fåt e 'båj (fået bud, besked). langkål  :  'langkol (grønlangkål). langs  :  hand æ 'langs å köf 'gri·s (ude for at købe ­grise); hand hæ 'le·t ve å kom 'langs (har let ved at komme af sted); vi ska 'langs e 'jåwden. langstræk  :  væ i 'langstræk (være ude på en lang tur, om plag, som skal køres til); e 'klå (plag) kam i 'langstræk. lap (1)  :  læp; sæt en 'læp o e 'stöw·l (sætte en lap på støvlen); 'læp 'inden, 'læp 'urren, 'læp - 'læp - 'læp (gåde; løsning et hvidkålshoved). lap (2) (for- stærkende)  :  'læp 'ki·f (meget ked af det); di va 'læp u'sa·tes (rygende uenige, se usattes); æ dænd 'læp 'und· 'å·nd i e (er den onde ånd i det, kraft­udtryk. Nordals. Lap er en betegnelse for ­noget voldsomt. Måske af »slo lapper på træ­sko« og dermed at banke i almindelighed. Fra slutningen af 1500-tallet findes vendingen med en kiep skuld mand dig lep = man skulle give dig klø med en kæp). lappe  :  å 'læp·. las  :  se læs. laske  :  hand 'laske ham 'jen (langer ham en ud). lasmed  :  se læssemed. lasmedsnare  :  se læssemedsnare. lave  :  å 'law· - æ 'lawe - 'lawe (lavede) - hæ 'lawe; å law te 'bæjt (lave til bægt, gøre forberedelser til bagning). le  :  en 'lie; e 'lie æ få 'lu·t (ludet, bøjet for meget; det modsatte) e 'lie æ 'it 'gre·sfæld nåk (hug-ger ikke bunden nær nok; se græsfæld). led  :  et 'læj. lede  :  å 'li·; hand 'li·e (leder); 'li· (ledte) ætte sin 'knyw (kniv). ledelig  :  intetkøn 'li·elet; de va nåwe 'li·elet 'nåwe ­(noget skrøbeligt noget); nåwe 'li·elet 'nåwe å 'høe 'o· (kedeligt, ubehageligt, afledt af adj. led). leder  :  en 'læ·e (bjælken langs jorden i bindingsværk). ledgab  :  et 'læjgaf (åbning til mark, fx gennem hegn ­eller dige; der behøver ikke at være et led for). ledig (1)  :  'lerre (ledig); en 'lerre 'sto·nd (en ledig stund). ledig (2)  :  'lerre (tom); e 'tynd· (tønden) va 'lerre. ledlakket  :  'læjlaghe (leddeløs. Almsted). ledmyg  :  'læjmøghe, 'læjmyghe (smidig); hand 'va så 'læjmyghe. ledstabel  :  en 'læjstaffel (ledbræt, bræt i et led). leg  :  li·gh (landdistrikterne), le·gh (Sønderborg). lege  :  å 'li·gh; di 'li·ghe 'sammel; di 'li·ght. legen  :  se legende. legende  :  et 'li·ghend (samleled, drejeligt led i tøjr, skal forhindre, at tøjret bliver snoet). legestue  :  en 'li·ghståw·. lejder  :  en 'læ·, 'le· (stige). leje (1)  :  å 'læj·; æ hæ 'læje en 'ka·l (se også fæste). leje (2)  :  flertal 'le·re (førstegangspløjet grønjord); å plöj 'le·re (vist fra plattysk Laide, Leide, hollandsk leegte, græsmark, grønjord, egentlig om noget lavtliggende). lejle  :  en 'læj·l (lille ølbeholder af træ, af form som en ost); en 'læj·l di 'brught· te 'öl i e 'hø·st. lekrog  :  en 'lekrå·gh. lemmeran  :  et lemme'ran (sværlemmet person, hest). lempe  :  'læm·p; mæ 'læm·p kå en fo et 'egh i en 'hommelsæk (med lempe kan man få et æg i en humlesæk); også mæ 'læm·p kå en fo en 'kat eller en 'mus i e 'sæk. lenning  :  se landing. lere  :  se leje. let  :  hå 'le·t 've (have let ved); go 'le·t te 'værks (tage det let). letbenet  :  'le·tbene. letlært  :  'le·tlærre (lærenem). letskillings  :  'le·tskjællings (billigt). lettelse  :  et 'le·tels. leve  :  å 'löw·; di 'löwe 'gåt (de lever, levede godt). levende  :  dæ hæ gawn 'löwend i e (der er gået levende = maddiker i det. Himmark). lever  :  'löwe (organ). levere  :  le'vie; di sku 'oldti le'vie o e 'ti·sda; di blöw 'rættidigh le'veæ eller 'löwre. leveso  :  en 'löw·so (avlsdyr). levitter  :  hand ska hå e le'vitte 'fålöst (»have paragrafferne forelæst«, fra plattysk). levne, levning  :  se løve, løvning, øvling. levned  :  et 'löw·ne; de æ 'da et 'löw·ne te di 'it kå få'lis (forliges). levver  :  læffe (Almsted), loffe (Brandsbøl; tyndt pladder). lide  :  de må 'li· te 'fa· å 'moa 'kømme (det må snart være så vidt). lidkøb  :  'læjkøf. lidt  :  om e'let ska vi hå 'kaffe; (bruges som intetkøn af lille) et let 'bet· (et lille stykke); et let 'baj·s (et lille barn). lidtevitte  :  'lettevette (lidt, lille); et 'lettevette 'vet 'fet 'vælp (en lillebitte hvid, fed hvalp; sideform til »vætte« i betydningen »ting«). lifle  :  de 'lifle 'it (det fungerer ikke). liflig  :  en 'lifle 'sma·gh. Nyere form 'smagh. lig  :  et 'li·gh; å 'tå·l e 'li·gh 'u (tale liget ud, holde ­ligtale i hjemmet). ligbrev  :  'li·ghbröw (meddelelse om dødsfald med ­be­gravelsesdato og indbydelse til kaffebord inden begravelsen; brevet gik fra gård til gård). lige  :  æ ska 'li·gh et 'låf te 'bys (se løb). ligedan  :  di va 'li·ghdåndt 'kle (ens påklædt; kort e!). ligetil  :  de æ 'li·gh 'te. ligge  :  å 'legh - æ 'leghe - æ 'lo - æ hæ 'lo·j; hand ­leghe 'hæn (om en syg); (hønen) dænd 'leghe o 'fæmten 'egh (æg); e 'hat dænd va blöwn 'lo·j (blevet liggende, glemt). ligtorn  :  'li·ghtvan. lille  :  'lild·; en 'lild jæn; en lild 'pi·gh; hon va mæ 'lild· (med barn). lilledom  :  'lild·dom (barndom); fro 'lild·dom 'åw (gammeldags, ikke kendt mere). lilleris  :  'lilderis (snerle). lim  :  en lim 'hö, flertal 'limme (et knippe hør efter skætningen, 12 lokker). lime  :  e 'haw lim 'te (havet fryser til); de 'lim 'gåt (det fryser så hårdt, at ting hænger fast i fingrene). limstang  :  hand 'lø·f mæ e 'li·mstang (blev narret). linde  :  de 'lennere (mildner, letter). line  :  et 'lenne (lineal). lineal  :  se line, linetræ. linetræ  :  et 'lennetre (lineal). linken  :  'lengken (svag, splejset). linnig  :  lenne (smidig). lippe  :  en 'lep·, flertal 'leppe (= læbe); e 'lep· hæ be'gyndt å 'hæng (det trækker op til gråd; se dog også læbe). lire  :  en 'li·e (musikinstrument. Sønderborg). lirke  :  hand 'geæ å lerke 'rondt (han går og snuser rundt). lise  :  de ga 'li·s (det lettede). listelig  :  'lestle (stille); hand 'kam så 'lestle. listende  :  vi ska 'te å o e 'lesten (vi skal til at liste af). liv  :  lyw (= mave); 'tyndt i e 'lyw (tynd mave); 'undt i e 'lyw (mavepine); hand hæ 'gø sit 'lyw et 'gåt 'gild· (har taget godt for sig); e ku· hæ skot e lyw (uterus) 'u (koen har i forbindelse med kælvning presset livmoderen ud). livfuld  :  et lywfuld 'stekke (en favnfuld kvas); et 'årnle lywfuld 'tæsk. livhungrig  :  'lywhongre (skrupsulten). liv-ve  :  æ hæ 'lywve (mavepine). lo  :  e 'lu·e (blev brugt ved gilder; så skulle man) 'dræj e 'lue (i Sønderherred trække = beklæde den med hvide lagner og grønne grene; se ­drage). lobag'  :  lubagh (lade til hø og tørv; eventuelt også »luge«. Kender nogen ordet') lod  :  lu·, lue; 'åtte 'galdt i 'lu (»alt for meget i lod«, se åtte); de æ 'bå·de i 'lu å 'vandma· (helt i ­orden; se vandmåde). loftluge  :  'låwtlu·gh (se Anne Sofie). lokke  :  hon va blöwn 'låkke (blevet med barn) ve ham. lommedug  :  'lomdugh (lommetørklæde; se også fikkedug). lu  :  se lod. lude  :  hand måt nåk lu 'an (overgive sig, bide i det sure æble). lude (= dovne)  :  hand serre å 'lu·je sæj (sammenlign rigsmål luddoven); æ 'lu·je mæ i e sæ·ng (jeg ligger og driver i sengen). ludet  :  e 'lie æ få 'lu·t (leen er bøjet for meget, så ­vinklen er for lille, modsat åben). luftenspringer  :  en 'loftensprenge (fantast). luftikus  :  loftikus (det samme). lugte  :  de låwte 'brå·nde (lugter af brand). luk-hid  :  hand fek en 'årnle lok'hi (en på nakken; vist af et ord »lukke« eller »lutte«, der betyder lure, lytte; se også lure). lumsk  :  (forstærkende) et 'lomsk 'stuat 'sprøng (et­ ­meget stort spring); de va 'lomst (det var ­meget). lund  :  å legh o 'lund (ligge på skrå); do leghe o 'lund som e 'skre·res 'bøön væn de feæ 'vældeng (som skrædderens børn, når de får vælling; beslægtet med det følgende) e 'tre· hænge o 'londt (træet hænger skævt; gammeldags). lunde  :  'lunde (rund stok til brug ved bådophaling, ­oldislandsk hlunnr). lundstikke  :  en 'lundstek (jernbolt eller split, som på de gamle vogne holdt hjulet fra at skride ud over akselen). lungebånd  :  'long·bond (lungepølse). lunte  :  hand 'geæ å londte 'rondt. luntelig  :  hand æ en 'londtle 'jen (han er svær at omgås). lure  :  lu no 'te va hand 'sæje (hør nu godt efter, hvad han siger). lus  :  hand æ 'sekke te å sæt 'lus i 'pælds (god til at »sætte lus i skindpelsen«, stifte ufred). lustig  :  se lystig. lutting  :  'lutteng (blindtarm i slagtet dyr, egentlig »lukt ende«). ly (1)  :  kryf i 'ly (krybe i ly; kort y!). ly (2)  :  de 'lye 'gåt (giver godt ly). ly (3)  :  ly (lunken; kort y); e 'vånd æ 'lyt (vandet er ­lunkent, kuldslået, sammenlign fisely = lidt mindre end ly); de be'gynde å blyw 'lyt i e 'ståw· (lunt i stuen). lyde  :  hand vild 'ly· å 'la· eller 'lak te 'oldt (ville ­rakke ned på alting). lygte  :  et 'löjte (staldlygte; lommelygte, se plitlygte). lykke  :  hand hæ hå 'løk· som en kar'jo·lhæst dæ 'geæ fro 'må·rn te 'åwten (har haft lykke som en ­karriolhest, der går fra morgen til aften, det vil sige »ringe lykke«). lyn  :  se lyssen. lys  :  'tæ·nd et 'lys (kort y!) lyse  :  de lys 'op i e 'væ·; de 'ly·st. lyskab  :  'lyskop (lidt til at lune i kakkelovnen, jf. ly = lunken). lyskærte  :  en 'ly·sket. lyssen  :  et 'lyssen (et lyn); hand 'kam som et 'lyssen. lyster  :  et 'lyste (ålejern); hand va 'hi·ldt 'u åw 'lyste (helt af lave, helt fra den). lystig  :  'loste, 'lostet; de kå blyw 'loste ve 'dænd 'kåst (det kan blive lystigt ved det bryllup); de va 'vældigh 'lostet 'jæm a e 'væj (det gik vældig lystigt til på hjemvejen). læ  :  se lejder, læder. læbe  :  en 'le·f (især = læbe i betydningen snip, se dog også under sikke) e 'læ·f åw e 'råk (snippen på ­kjolen); e 'le·f hænge 'næn, (se også lippe). læddike  :  et, en 'lærrek (lille indsat rum i en kiste); i di 'gammel 'skri·n va dæ 'oldti en 'lærrek i e 'ændvegh (i endevæggen). læder  :  læ·. læg (1)  :  et 'legh (et kuld, fx grise eller hundehvalpe). læg (2)  :  legh (fold, især på tøj); legh i e båws. læge  :  'sårre de 'leghs mæ e 'ti (sorg læges med ­tiden). lægervold  :  'leghevat (= knibe, fra plattysk legerwall = med landet på læsiden. Kender nogen ordet'); 'ba·re do 'it kømme i 'leghevat. lægge  :  legh 'åw (»lægge af« = føde, mest om dyr, men også om ugift mor) hon va 'hæn· å legh 'åw; hon 'hæ loj 'åw (har født); legh 'i (bla­-mere) hand vild 'gjen· legh 'fålk 'i; å legh 'lø·s (begynde at snakke); så lo hon 'reghte 'lø·s; hand leghe 'o· sæj (tager på i vægt); legh 'te (lægge til); e 'væ· de 'leghs (vejret lægger sig). lægger  :  leghe, leghel (leddeløs); dænd æ 'leghe i 'old· e gra'nå·te (leddeløs i alle sammenføjninger); e 'dö va 'leghe i e 'hæ·nge (løs i hængslerne). lægte (1)  :  en 'lat·, flertal 'latte. lægte (2)  :  å 'lat· e 'tagh (lægge lægter); e 'tagh blöw 'latte fö di loj 'tagh 'o· (der blev lagt lægter, før de lagde tag på). lækker  :  do æst en 'lække 'mø· (en dejlig pige); de 'lære 'it 'lækket (det er ikke pænt, se lade). lændefalden  :  'lenfollen (lam. Sønderborg). lænding  :  se landing. længe  :  'læ·nge, 'læng·; hand 'hus 'it 'læ·nge (bliver ikke længe på samme sted; men) 'liså 'læng· som e 'lær·ke di 'sønge fö kyndemes, 'liså 'læng· kømme di 'te å 'ti· ebagh 'ætte (lige så længe som lærkerne synger før kyndelmisse, lige så længe kommer de til at tie bagefter). læning  :  lenneng (armlæn). læp  :  se lap. lær  :  se lejder. lære (1)  :  å 'leæ 'nåwe. lære (2)  :  å tæj ve 'leæ. lærrik  :  se læddike. lært  :  han æ 'gåt 'leæ (godt begavet). læs  :  et 'las, flertal d.s. læse  :  å 'lös (kort ö!) - æ 'lös - æ 'löst - æ hæ 'löst. læssemed  :  et 'lasma (læssetræ, som lægges på korn- eller hølæsset og holdes fast af reb). læssemedsnare  :  en 'lasmasna· (knudestik på den forreste ende af læssemedet, dobbelt halvstik). læste  :  di kå 'sawt 'læst-e, de kå di 'sawt 'leæst (få råd til), di hæ 'pæ·ng 'nåk (tysk sich leisten). løb  :  et 'låf; æ ska 'li·gh et 'låf te 'bys (et vend i byen); hand 'fæk et 'årnle 'låf (blev godt snydt; også bøsseløb). løbbes  :  se nøbbes. løbe (1)  :  å 'lø·f; æ 'löffe - æ 'lø·f - hæ 'låffen; e 'ki·l æ ­låffen 'læk (kedelen er sprunget læk); e 'kue blöw 'låffen åw e 'bål· (koen blev løbet af ­tyren); løf 'lå·s, 'lå·sk (løbe løbsk). løbe (2)  :  en 'lø·f (løbemaven af en nyfødt kalv, der ­endnu ikke har fået noget at drikke. Saften af den brugtes til osteløbe. Den kunne tørres og gemmes til senere brug). løbebrev  :  et 'lø·fbröw (= gadebrev, meddelelse, der blev sendt rundt i byen). løber  :  'lø·fe (skakbrik). løbsk  :  'lå·s, 'lå·sk (se løbe 1). løfte  :  'löw·t; hand æ 'sekke (sikker) te å löwt 'åw sæj, kå 'fæjt fo e 'åw sæj löwt (er god til at give ­spydigheder); e 'dæj hæ 'löwtes (dejen er hævet). løgle  :  e 'løghel (nøglen); æ hæ få'glæmt min 'løghel te e 'nödö (jeg har glemt min nøgle til norddøren); se også eskeløgle. løglegab  :  'løghelgaf (nøglehul); no kå æ 'it find· e 'løghelgaf. løjerlig  :  de va da 'löj·le. løjsenknop  :  'löjsenknop (udvækst på hybengren; hænger måske sammen med löjn, lådden'). løne  :  se låne. lørdag  :  'löwda (eks. se hose). løs  :  dænd æ 'lø·s; di æ 'lø·s. løse (1)  :  e 'sokke løs sæj 'op i e 'kaffe (sukkeret opløses i kaffen). løse (2)  :  se læse. løsne  :  å 'låssen; de (brødet) æ 'lækket 'lå·send (lækkert sprødt, porøst). løs-æg  :  'lø·segh; e 'lø·segh o en 'lie (skal være at se, ­ellers er leen ikke skarp nok). løv  :  hand leghe 'it 'löw e'mæld· (lægger ikke fing­rene imellem). løve  :  'ly·f (levne); hand 'ly·ft e'let åw e 'mældunden (levnede lidt af aftensmaden, se meldunden; plattysk leben, sammenlign engelsk leave). løvning  :  en 'ly·fneng; flertal 'ly·fnenge (levninger). låd  :  'låj = nullermænd; 'ekken masse låj 'deæ lighe onde e 'sæng. lådden  :  låjen, löjen, flertal 'låjen, 'löjen. Gåde 'stywt 'stöjen mæld 'tu· 'löjen, va æ de' (stift stødende = støttende). Løsning en 'stja·t (stjært, vognstang) mæld 'tu· 'hæ·st; se støde (2). låf  :  se løb. låne  :  'lö·n. lår  :  et 'loa (også siden af husgavlen); 'op· o e 'loa (Brandsbøl). lårkage  :  flertal 'loakaghe (indtørret gødning på koens, hestens eller fårets lår). lås  :  'lo·s. låsk  :  se løbsk. låsne  :  se løsne.