A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å (Du kan høre udtalen ved at klikke på lyd-ikonet til venstre for ordet.) facon  :  fat'song; dænd 'ho en 'gu·j fat'song (den havde en god facon); de 'kømme o 'old· fat'songe (på alle måder). fadder  :  'farre (Himmark); di ståw 'farre; dæ va 'månne 'farrere. faddug  :  'fa·dugh (viskestykke, karklud. Himmark). fadkone  :  'fa·kon (opvaskekone ved bryllup). fadrække  :  'fa·ræk (tallerkenrække, anbragt på køkkenvæggen over slagbænken. Himmark); se også bøtterække, rik. faeton  :  'fajtong (stadsvogn med fire sæder, eventuelt desuden med buk til to ekstra; gennem fransk fra græsk Phaéton, »den lysende«, solgudens søn, der styrede solens vogn). faj  :  se fej. fajme  :  se favne. fakeløjter  :  fakke'löjte, fakke'löjt; di spel fakke'löjt mæ ham (holder ham for nar). Af tysk »rage Leute« = omvandrende tigger. falde  :  å 'fold· (Nordals), 'fåld· (Sydals); æ 'fælde - foldt - æ 'folden; de fælde 'op (er påfaldende). falg  :  falle (førstegangspløjet grønjord); 'u å so 'håwe i e 'falle (ud at så havre i falgen. Brandsbøl). familie  :  fa'mi·lie; en fa'mi·lie kå jo væ 'galdt 'sammel­morre (sammenmudret) i en 'lild 'læjlighe. fan  :  se forn. farbror  :  fa·bro (se også onkel). fare (på)  :  fa 'o·; de æ 'esseldt som hand 'oldti fa·r 'o· (det er voldsomt, som han altid farer på); hand fu 'o ham (han fór på ham); æ ve 'it vondt di fu 'öwer-e (jeg ved ikke, hvordan de fik det klaret, fortalt. Himmark). farre  :  se farve. fart  :  hand tåw 'fa·t (tilløb); hand drywe nåwe 'essel 'farte (han slår til skaglerne. Himmark). farte  :  vi 'farte 'it (vi er ikke udsvævende). farve (1)  :  en 'farre. farve (2)  :  å 'farre (at farve). fase  :  et 'fas (hase på hasselnød); e 'nørre gæ åw e 'fas (nødderne går af haserne. Himmark). fastbidt  :  å hå sæj 'fastbet (sidde fast i sadlen); di hæ dæm 'fastbet (de bliver boende der). fat  :  hæ 'reghte 'fat (har rigtig fat, er rigtigt af­marcheret). fattig  :  'fatte. favn  :  en 'fajm = 188,4 cm, 'hunde 'fajm (100 favne) (3 alen; en ager = 4 favne; 1/2 ager = et varp = 6 alen = 2 favne; et kast = 1/2 varp. Ved roelug­ning og dræning fik man betaling efter favne. favne  :  va 'steæ do å 'fajme 'ætte' (hvad står du og fægter efter. Almsted). februar  :  febre'vå·. fed  :  fie; hand æ 'fie (Himmark); de æ 'fet; di æ 'fie; de æ 'jit 'fet (det er ét fedt; Himmark). fedsel  :  fessel (dukke, fed, af hør, tvist, garn). fej  :  fæj; hand kånd 'se å 'væ· så 'fæj (han kan sidde og være så sær, spydig, sur. Himmark); fæjt (sært, vældigt); de æ hatte 'fæjt (det er hartad (næsten) for galt); et 'fæjt 'næt 'væ· (et vældig net, pænt vejr); hand hæ 'fæjt 'tra·feldt (han har meget travlt); 'fæjt 'nöwt (fra oldfransk fait, indlånt gennem plattysk); (eks. se også blæse, disput, ruller-og-raller). fejg  :  do æ 'fajgh (»det kan du ikke være bekendt«). fejl  :  fæjl; hand kam 'fæjl i 'by (han kom fejl i by, et forkert sted hen). fense, fenser  :  fæns (Midt- og Sydals), fænse (Nordals), (filur, fra plattysk Fäntje, letsindig fyr). fersk  :  fæsk (se også frisk). fessel  :  se fisle. feste  :  de geæ 'fæste (det går rask, fra plattysk feste = dygtig, ordentlig. Himmark). fi, fie  :  se fjer, fjeder. fibel  :  en 'fiffel (ABC). fiel  :  se fjæl. fiffat  :  hand gek deæ å speld 'fiffat e 'hi·le 'åwten (han gik der og spillede fandango hele aftenen; fra latin vivat = »han skal leve«). fiffel  :  di ho e 'fiffel (de havde f., en sygdom med svimmelhed og kvalme. Himmark). fige (1)  :  å 'fi·gh (skynde sig); 'fi·gh no e ledt å blyw 'feæ·re (skynd dig nu lidt at blive færdig); 'fi·ghe jæ fålkens (skynd jer, folkens. Himmark; 'fi·ghe er en gammel flertalsform); ­Bonden hæ do 'langend di 'tissel 'skå (har du allerede de tidsler skåret') Drengen ja æ 'fi·gh få'bånde (ja, jeg skyndte mig forbandet). fige (2)  :  'fi·gh, 'fi·ghen (hurtigt); så 'fi·gh do 'kånd (så hurtigt du kan). fige (3)  :  'fi·gh (hastværk); 'haste 'fi·gh æ 'olde 'gu·j ­(hastværk er lastværk). figle (1)  :  å 'feghel, 'fighel, 'fessel (sleske, smiske, gøre sig lækker. Sydals). figle (2)  :  fighel (spiller dårligt på en violin). fikke  :  en 'fek· (lomme; nordtysk Ficke, fra latin ficacium = »noget tilhæftet«, egl. om pung, syet i tøjet). fikkedug  :  en 'fekdugh. fikkeskilling  :  'fekskelling (lommeskilling). fil  :  se fjæl. filke  :  'fil·k (skære, file med en sløv kniv). fin  :  dænd æ 'fi·n; de æ 'fi·ndt; di æ 'fi·n; de æ 'fi·ndt 'væ· (fint vejr). find  :  fo 'find åw (blive klar over, få at føle); 'de hæ æ fawn en 'find åw (Himmark). finde  :  å 'find·, æ 'finde, fåndt, hæ 'fonden; hand kånd 'it find sæj 'åw mæ-e (han kan ikke af­­- finde sig med det). finger  :  en 'fenge, flertal 'fenge; æ 'slu· min 'fenge. fingerere  :  fenge'ri·, fenge'reæ; hand ska hå 'nåwe å ­fenge'ri· mæ. finskænk  :  e 'finsgængk (alkoholfri beværtning, også hånligt kaldt 'våndhus, vandhus. Brandsbøl). fire  :  hand hæ 'fie 'få (han har fire for = går med ­briller, to øjne + to brilleglas. Brandsbøl). firkant  :  en 'fi·kåndt. firkantet  :  'fi·kåndte. fis  :  en 'fi·s (fjært, men også blomsterrest på æble eller pære). fisbrand  :  'fisbrå·nd (hudløshed mellem benene, fx når man harver om foråret; en lille rund sten kan hjælpe; Brandsbøl). fisbræk  :  'fisbræk = fisbrand. fise  :  å 'fi·s, æ fes (fiser), fe·s, hæ 'fessen. fisegøj  :  en fise'göj (en løjerlig mand. Himmark). eks. se opskrumpet. fisematenter  :  fisema'tændte (omsvøb, fra plattysk). fisit  :  se visit. fiskehejre  :  'skiheje. fisle  :  å 'fessel (smiske, indynde sig, sladre). fislepotte  :  en 'fesselpåt (sladrehank). fittesgilde  :  fittes'gild· (St. Vitusgilde, 15. juni, gik på ­omgang i byen. Naboerne bragte »forn« (madvarer). Når gæsterne kom, fik de øl og snaps, senere aftensmad med skinke m.m. Man dan­sede i loen, som var »draget« med lagner. ­Aftnen før kom de unge piger med mælk, smør m.m. og fik også et gilde ud af det). fjeder  :  en 'fi·, fi·e. fjedervogn  :  en 'fi·wun. fjer  :  en 'fi·, en 'fie (Nordals), en 'fiæ, tu· 'fiæ (Alm­sted). fjerding  :  et 'fjærng i 'tu·, et 'fjærng öwe 'jen. fjerdingstund  :  en 'fjærngstond, 'trie fjærng'sto·nd. fjerdingår  :  et fjærng'o·. fjerholm  :  'fi·hålm, 'fiehålm, 'fæ·hålm (seng); no må vi 'hælde 'sie å kom te 'fiehålm (hellere se at ­komme i seng). fjerkost  :  'fiekost, 'feækost (gåsevinge). fjog  :  fjågh; hand va et 'stuat 'fjågh (et stort fjog). fjoget  :  'fjå·ghe; hand æ jo 'fjå·ghe. fjorten  :  'fjo·den. fjortendagsbukser  :  'fjo·dendawsbows (bukser, der ikke skiftes ret tit). fjosle  :  hand 'fjosle (fjumrer rundt). fjæl  :  en 'fiel (stift bind om en bog; oprindelig et tyndt bræt, overtrukket med papir eller læder, andre steder i Sønderjylland kaldet bræde. Brandsbøl). flage  :  en 'fla·gh (lille trekantet vindskærm, halm­klædt på to sider, åben på den tredje, hvori røgteren eller vejmanden kunne finde ly; også = låge. Sønderborg). flamme (1)  :  å fæj e 'pissel i 'flamme (feje et flammet mønster i gulvsandet i pisselen). flamme (2)  :  di flamme 'hosbond (de væver strømpebånd med et flammet mønster. Brandsbøl). flaske (1)  :  se buttel. flaske (2)  :  de 'flaske (det skrider godt. Himmark). fledig  :  'fle·digh; en 'fle·digh fyr (en, der kan få noget til side); et 'fle·digh værktøj (velegnet, som ­ligger godt i hånden). flegel  :  en 'flæ·ghel (en lømmel; fra tysk). fleje  :  en 'flæj· (træplade med bomærke, som man bandt på kreaturerne); e 'foa di ho oldti en 'flæj· o· (fårene havde altid en fleje på); en ku 'å bind en 'flæj· o en 'sæk (man kunne også binde en fleje på en sæk). fli  :  se fly. flinstre  :  flinstre (fnise. Himmark - se også tinstre). fliske  :  'flisk; di 'fliske i e 'kjø mæ en 'dål 'knyw (de flænser i kødet med en sløv kniv). flitsbue  :  'flisbåw·, 'flinsbåw·. flovse  :  hand hæ 'flåwse i e 'ho·j (han har flovser i ­hovedet, spekulerer på noget pjat). flue  :  en 'flåw·; hand ku 'it 'såw· få 'flåwe (han ­kunne ikke sove for fluer). flueskab  :  et 'flåw·skaf. flugt  :  flåwt; hand 'tåw en i e 'flåwt; hand ku 'sky· en 'ånd i e 'flåwt (han kunne skyde en and i flugten). flunke  :  e 'lys de 'flongke (lyset blafrer); 'flongkend 'nyt 'töj. fluns  :  flons (blus); så ku di 'haste fo 'flons unde e 'ke·l (så kunne de hurtigt få blus under kede-len. Plattysk Flunsch). flunse  :  'flon·s (blafre). fly  :  å fli 'te (hjælpe til, være håndlanger); hand fli 'te law di 'tække (han var håndlanger, da de tækkede); fli 'bo·nd (lave høstbindebånd); di kam 'næn a e 'bo·ndlaj å fli 'bo·nd (de kom ned i båndladen og lavede bindebånd af rughalm, mens der blev fortalt historier osv. Båndene blev bundet i knipper med 40 i hvert); hand hæ 'fli sæj 'ild· (han har griset sig slemt til); fli dæj no 'it 'te e'gjæn (gris dig nu ikke til igen!); kom te 'smirre, kom te 'smirre, la e 'plåwjæn 'fli (kom til smedje, kom til smedje, lad plovjernet sætte i stand! synger vipstjerten ved forårstide). flyde  :  'fly· (skumme fløde af mælken, efter at denne var hældt i flade skåle i »e 'mjölkkamme«); hon hæ væt 'næn· å 'fly·; æ 'mjælk dænd blöw 'åwflåt (mælken blev skummet). flymager  :  en 'flimaghe (amatørhåndværker, en der kan alt muligt). flymand  :  'flimånd (det samme). flyve  :  å 'flöj·; di flöje 'tit 'u (de går meget i byen. Himmark). flyveduse  :  flöj'du·s, flöj'dosken (forfløjen pige). flyvehat  :  'flöj·hat (bred høsthat for piger, af bomuld ­eller lærred, spændt ud over tynde spanskrør­stænger eller bøjler). flyvekat  :  'flöj·kat (forfløjen person, både drenge og piger. Nordals). flyvekok  :  'flöj·kåk (det samme som flyvekat. Midtals). flyvemog  :  'flöjmogh (tynd mave). flyvemol  :  en 'flyw·mål (stærk, uventet byge. Hørup), 'flöjmål. flyveskind  :  'flöj·skind (det samme som flyvekat, flyvekok. Sydals). flæng  :  en 'flæng (en række bygninger. Himmark). flæskesvær  :  'flæskso (Nordals), 'flæsksoa (Stevning), 'flæsksua (Sydals). flæskevælling  :  'flæskvælding (kogt i mælk). flødeske  :  'flø·ske; fly 'mjælk åw mæ en 'flø·ske (skummer fløden af mælken). fløjel  :  en 'flø·l (vindfløj, vejrhane). fløjl  :  se sammet. fløjten  :  'flöjten æ min 'silkehat (siges, når noget er blevet borte). fløl  :  se fløjel. fod (1)  :  en 'fue, flertal 'förre. fod (2)  :  fot (»løft benet«, siges til hesten hos smeden). foder  :  et 'fua, 'foa; håws no å 'gi e 'kyæ et 'fua (husk nu at give køerne et foder); de æ 'jæn dæ kånd 'skæ· sit 'foa (det er en, der har god appetit). fodergulv  :  'fu·gål, 'foagål (foderlo). fodre  :  'foa; fo 'åw (fodre af, give sidste foder om ­aftenen). foermand  :  en 'fu·emånd (Lavensby), 'fo·emånd (vognmand, kusk; tysk Fuhrmann). foerværk  :  'fuaværk, 'fu·værk (Lavensby), 'foaværk (Himmark) (køretøj); et 'esseldt 'fu·værk (et farligt vrøvl. Brandsbøl; tysk Fuhrwerk). for nylig  :  få'nørrels; hæ do 'set ham få'nørrels. Se også nylig. for ved  :  'få ve (foran). forfjamsket  :  hand blöw få'jamske (forfjamsket. Lavensby). forfløjen  :  få'flåwn (Himmark). forførmet  :  få'för·me (forkælet, skånsomt behandlet). forgabet  :  få'ga·ft; hand va så få'ga·ft i hind. forgerret  :  få'girre (gerrig); di va så få'girre te di heldst vild 'e· dæt 'æjnt 'ska·n (de var så gerrige, at de helst ville æde deres eget skarn). forgibbet  :  få'gjeppe (Mommark), få'gippe (La­vensby), (ivrig). forgive  :  få'gi; han 'stø·nd som en få'gi 'goldt (han ­stønnede som en forædt galt. Himmark). forgæng  :  få'gæng; de æ dæ 'engen få'gæng 'o· (ingen ende på, det forgår aldrig). forhoved  :  'få·ho·j (pande); hand 'fæk 'jæn i e 'få·ho·j (han fik en i panden). forhverve  :  hand hæ 'alde få'værre sæj 'nåwe (han har ­aldrig erhvervet, tjent noget). forhytte  :  få'hyt· (forhindre); de kånd do 'it få'hyt· ham (det kan du ikke forhindre ham i; fra tysk ­verhüten). forhørt  :  få'höe (ødelagt); e 'hus æ få'höe (tysk ver­heeren). forinden  :  fö'inden (Lavensby). forivret  :  få'efre (ivrig efter at tage fat). forkalopere  :  hand hæ fåkalo'peæ sæj (forregnet sig; vel ­forvanskning af »forkalkulere«). forkantet  :  'få·kåndte (upraktisk, ubehændig, omstændelig); hand 'steæ så 'få·kåndte ve e. forkering  :  få'kjerring (fejltagelse). forkert  :  få'keæ (Nordals); hand hæ tåwn få'keæ (taget fejl); få'kie, få'kiet (Sydals); få'ke· (Kegnæs). forklafret  :  få'klafre (tilsmudset, om en mands rygte; fra plattysk klaffern, sladre). forklage  :  få'klaw· (anmelde, angive, beklage sig over; tysk verklagen). forklaske  :  få'klask· (bagtale, fra tysk verklatschen); hand blöw få'klaske. forklikket  :  få'klekke i en 'pi·gh (optaget af. Lavensby). forklæde  :  et 'få·gel, nyere 'få·klæ. forknavet  :  di hæ 'it e så få'knawe (de har det ikke så for­gnavet = sidder godt i det). forkneben  :  di 'sa så få'kneffen (de sad så tæt på hinanden. Himmark). forkuet  :  få'kuje; hand æ få'kuje (Himmark). forkyst  :  få'kåssen (forskrækket. Himmark); hand hæ få'kåssen sæj (er blevet forskrækket. Mommark). forkår  :  få'kå (forskel. Brandsbøl); 'få·kå (Almsted); dæ va 'engen få'kå o dem. forkåssen  :  se forkyst. forladet  :  få'la (Nordals); få'la·j (overlæsset. Sydals). forland  :  e 'få·lånd (forager, forpløjning. Kettingskov). forlig  :  dæ æ 'engen få'ligh (sammenligning, tysk Vergleich). forlov  :  hand hæ fåwn få'låw (1. han har fået tilladelse, 2. er død); mæ få'low å 'spø·, væn 'æst do' (med forlov at spørge, hvem er du). forlove (sig)  :  en få'låwe sæj (man forlover sig); som få'låwe kaste en 'anke (som forlovet kaster man anker. Himmark). forlækret  :  hand va så få'lækre (lækkersulten. Himmark). formanere sig  :  hand fåmane're sæj (klarer sig, fra manøv­rere). formet  :  'fårmet (Himmark), 'få·mot (Lavensby), 'futtehæmt (Guderup, også kendt fra gl. aftægtskontrakt i Holm), (bluse, fra plattysk Foderhemd = foret skjorte). formøgen  :  do æ så få'mø·gen (fin på det. Himmark; fra plat­tysk vermögen = vigtig, egl. som formår noget). forn  :  fan (gave i form af levnedsmidler til bryllup og begravelse, »føring«. Himmark). fornasset  :  få'nasse, få'na·st (tilsmudset). fornemme  :  hand ska 'nåk kom te å fånæm 'te sæj (få det at føle). forny  :  hand hæ få'ny sæj (han har fornyet sig, gjort noget ekstra). fornys  :  se nys. fornæbret  :  få'nefre (pillen). forpeffen  :  få'peffen (pæn, net; måske forvanskning af peneffen = pertentlig. Lavensby). forpippe  :  få'pip (barneleg, »skjul«); vi læjt få'pip o e 'låwt (vi legede skjul på loftet); vi kund 'å få'pip en 'teng te di 'ånde 'it· kund 'find en ­(forpippe en ting, så de andre ikke kunne finde den, vel »tampen brænder«). I Egen, Asserballe og Himmark hedder »skjul« å klikkes 'væk. Se også klikkes. forprædike  :  hand æ blöwn få'prær·ke (besnakket. Himmark). fors  :  fås (fræk, udfordrende, fremfusende. Himmark). forsjakket  :  få'sjakke; vi va hatte 'hi·lt få'sjakke i e (vi var hartad (næsten) helt forsjakkede, overbebyrdet med arbejde). forsko  :  e 'hu·s blöw 'fåskuj (hoserne (strømperne) blev forføddet. Himmark; se også forbinde, forstrikke). forslag  :  dæ va 'it· möj få'slaw i 'Ma·rens 'pomle (ikke meget forslag i Marens æbleskiver). forslikket  :  få'slekke (pillen, slikket. Lavensby). forslugen  :  få'slåghen (om grovæder); få'slughe (sulten. Himmark); hand hæ sæj få'slåghen (har fået noget i den gale hals. Lavensby). forsnittet  :  få'snette (tynd); hand æ 'hi·lt få'snette (La­vensby); 'it så få'snette (temmelig velnæret. Himmark). forsnoblisere sig  :  fåsnoble'sie sæj, fåsnoble'seæ sæj (komme galt af sted, lave dumheder; afledt af snabel); hand hæ fåsnoble'seæ sæj (Lavensby). forspændt  :  'fåspændt; hand æ 'hat 'fåspændt (hårdt for­spændt, stærkt forgældet. Brandsbøl). forstand  :  få'stå·nd. forstoppe  :  hand hæ få'stoppe sit 'håndlæj (forstuvet sit håndled. Himmark). forstrikke  :  e 'hu·s ska 'fåstrekkes (strømperne skal for­føddes, se også forbinde, forsko). forsøndret  :  få'syndere (forsømt, ødelagt). forsålet  :  få'so·le; hand fæk e 'æ·nd få'so·le (fik enden ­forsålet, fik en endefuld. Lavensby). fort  :  en fo·t, fuat (fjært); æ hæ nåk fåwn en 'fuat få'vildt i e 'lyw (fået en f. forvildet i maven, ved mavekneb). fortage sig  :  de få'tæje sæj åw sæj 'sjöl (fortager sig af sig selv); hand hæ få'tåwn sæj (forløftet sig). forte  :  en 'fu·at (Tandslet), 'fo·at (Lysabild) (smal vej mellem gærder, indkørsel). fortinnet  :  æ æ så få'tinne i e e'daw (jeg er så fortinnet i det, så fortravlet i dag). fortjene  :  få'ti·nd (fortjent). fortone sig  :  å få'tu·n sæj (skifte farve, falme); e 'töj få'tu·n sæj i e 'su·l (falmer i solen). fortrukket  :  et få'tro·t 'ong· (en forkælet unge; tysk ver­zogen). fortryde  :  æ få'tryrre - æ få'trye - æ hæ få'tråt (fortry- der - fortrød - fortrudt). fortrydelig  :  få'tryr·le (Lavensby). fortråd  :  få'trå (fortrydelse); så va dæ 'engen få'trå miæ dem e'mæld· (så var der ingen fortrydelse mere imellem dem). forturet  :  få'turre (udaset, overkørt. Brandsbøl). fortælle  :  å få'te·l - hand få'tæl mæ 'alde 'nåwe; hand få'to·ld mæ e (det) e'goa; hand hæ få'to·ld e. fortænkelse  :  æ hæ 'gæmt e i en få'tænkels (jeg har gemt det uden at tænke over det - (og nu kan jeg ikke finde det) - Himmark). fortærsket  :  få'tosken; hand va 'blöwn så få'tosken (for­slået, mørbanket. Himmark). fortøve sig  :  få'töw· sæj (blive forsinket). forvanske  :  få'våndsk. forvinde  :  hand kå 'it· få'vind· et (han kommer ikke over det). forvor  :  få'vå·r (besvær); de kå 'gi ham en 'masse få'vå·r (fra plattysk Verwor = forvirring, uorden). forældre  :  min 'få·rælde. forår  :  'få·rå. fostermoder  :  'fåstemo, 'fåstemå (jordemoder; eksempel un­der »age«). fotograf  :  en potte'gra·f. fove (1)  :  se fuge. fove (2)  :  se føje. fra  :  hand va 'hi·ldt 'fro· (han var helt fra, »væk«, af sorg eller glæde, eller bevidstløs. Himmark); 'fro· å 'te (fra og til, frem og tilbage). frage  :  å 'frå·gh (spørge; i »solo« at tage et kort i ­»katten«, der så bliver trumf). frahånd  :  'frohind (fjermer, anden hest, der går til højre i et spand. For plovdrengen, der ved pløj- ning med hjulplov gik på venstre side af ­ he­stene, var hesten til højre, altså den, der gik i plov­furen og derfor skulle være den største i spandet, længst fra hånden. Den venstre hest kaldtes den nærhånd). frakommen  :  'gåt 'fro·kommen (godt lavet; »som N. N. er kommet godt fra«. Himmark). fram  :  se frem. framgulv  :  se fremgulv. fred  :  fræj, Sønderborg fraj. fredag  :  'fri·da. frem  :  kjö 'fram (køre frem). fremgulv  :  'framgol, 'franggol (forstue); go 'u i e 'framgol å hindt et skøskindfuld 'åfenå·se (gå ud i ­forstuen og hent et forklædefuld »åbenarser« (mispel, en kærnefrugt). Mommark) - se åbenars. fremme  :  å sæt e 'klåk· te'fram· (at sætte klokken til fremme, stille uret frem, foran). fremmed  :  vi 'va dæ te'fræmme (vi var der »til fremmede«, på besøg); hand hæ fåwn 'fræmme (han har fået fremmede, også om lus). fremmelig  :  'framle; et 'framle 'ba·n (et fremmeligt barn); 'frammel (fremtrædende); en 'frammel 'kompen (en fremtrædende, brovtende fyr). fri (1)  :  'ba·re 'æ må væ 'fri få 'de! æ æ 'fri (har fri); vi kømme 'frit 'mæ (gratis. Guderup); de må do 'frit 'gye (det må du »frit«, gerne gøre); de æ nåk 'it 'frit 'få te di 'it æ 'gu·j 'vænne (det er nok ikke frit for, at de ikke er gode venner. Himmark). fri (2)  :  æ kånd 'it få'sto· te hand 'it 'fri te hind (Guderup); fri 'o· (gå på, mase på. Brandsbøl). frisk  :  fresk (også = fersk) 'fresk 'sop mæ 'klom·p (fersk suppe med boller, se klump). fryse  :  å 'fry·s - de 'frøs e 'daw; de 'fry·s e 'goa; de hæ 'frå·sen; væn e 'frøs frå 'synd·n, frøs e 'tap i e 'tynd· (når det fryser fra sønden, fryser tappen i tønden. Brandsbøl). frådse  :  do sku 'it· 'frå·s mæ di 'gu·j 'sa·ghe (frådse med de gode sager). fuge  :  en 'fawe (Brandsbøl); en 'fåw·, flertal 'fawe, 'fåwe. fugl  :  en 'fåwl; flertal 'fåw·l; de 'låwte da ætte 'fåwl so hon e 'ku·n hon kåght 'sop o en 'ska·rie (det lugter da efter fugl, sagde konen - hun kogte suppe på en skaderede). fuk, fukke  :  se fok. ful  :  de æ en 'fu·l (grim) 'snak! fuld  :  dænd æ 'fuld! e 'tre·sk (træskoene) va 'fuld· åw 'vånd. fuldfal  :  hand va 'fuldfal te en'væ 'ti (stod til rådighed til enhver tid); hæ i 'månne 'e·feld e'joa' ja, u'ha, vi hæ 'fuldfal åw em (har I mange æbler i år' Ja, uha, vi har fuldt op af dem). fulig  :  di sku 'fu·ligen 'skam· sæj (for alvor, af tysk »auf eine vrule Weise«. fygning  :  se rog. fyr  :  fø (træ). fysken  :  fysken (forvildet, flyvsk pige. Kegnæs); do æ et 'reghte 'fysken. fæ  :  et 'fe·; eks. se bøg. fæasen  :  'feæ'a·sen (fæ); do æ da et 'feæ'a·sen. (Himmark). fægte  :  hand æ o e 'fæghten (han er ude at tigge). fælled  :  en 'fælle (vang, der lå udyrket hen og brugtes til græsning). færdig  :  'fe·re, 'feære. fæste  :  vi blöw 'fæste (til karl, pige). føde (1)  :  e 'föj· (mad). føde (2)  :  hand blöw 'fø i 'maj (han blev født i maj). fødling  :  'føtlinge (bare fødder). føje  :  de 'fåwe ham (det føjer ham, det har han hån­delag for. Himmark); væn æ 'væ· vel 'fåw· sæj (hvis vejret vil føje sig). føjel  :  en 'föjel (gulvklud). føjle  :  å 'föjel (vaske gulv, tysk feudeln). føjlekost  :  en 'föjelkost (gulvskrubbe). føjlestykke  :  et 'föjelstyk (gulvklud). føl  :  et 'föl. føldragen  :  'földrawn (født og opdrættet); e 'hæst dænd æ 'földrawn 'heæ ve 'vås (Himmark). føle  :  å 'fø·l, - æ 'föl - 'fø·ld - hæ 'fø·ld; æ 'föl mæ så be'måkke (jeg føler mig så indeklemt). følfod  :  en 'fu·lfå, flertal 'fu·lförre (egentlig folefod). følge  :  å 'föl· - fölle - 'fuld; å föl 'hæn (at følge hen, følge til graven); æ va 'mæ law vi fuld ham 'hæn (Himmark); de 'fölle åw sæj 'sjöl (det ­følger af sig selv). føløg  :  et 'fø·lögh; e 'fø·løgh hæ be'gyndt å fo 'stal ­(følhoppen er begyndt at få stal (= yver). ­Himmark). føn  :  fön (kæruld); væn dæ æ 'fön o e 'mu·s så gi de 'gry·n i e 'pu·s (når der er kæruld i mo- sen, giver det gryn i posen, en god høst. Himmark). før  :  'fö i e 'ti (før i tiden, tidligere). føre  :  å fö 'o· (have veer, om kælvende ko). først  :  'føst 'te (i begyndelsen); de æ kon 'føst 'te (det er kun lige begyndt); 'føst 'an (foran); 'føst 'an i e 'by (foran i byen); han sa 'føst 'an i e 'klas· (han sad først, øverst i klassen). førstig  :  'føstigh (mindst); vi va 'føstigh 'hunde 'månd (vi var mindst hundrede mand). førstigens  :  'føstighens (først og fremmest); så blywe de 'føstighens å 'mær·k. få  :  å 'fo· - æ 'feæ - fæk - hæ fåt, ældre fawn, fan; i kånd 'fo e mæ mæ som I vel 'hå e, 'ba· I 'gö som 'æ völ (I kan få det med mig, som I vil have det, bare I gør, som jeg vil. Himmark);