A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å (Du kan høre udtalen ved at klikke på lyd-ikonet til venstre for ordet.) hafte  :  'haf· (vente, tøve); no ska do 'haf et 'öje- blek; 'haf· e let (vent lidt! Himmark. Plattysk hachten). hafte  :  'haf· (vente, tøve); no ska do 'haf et 'öje- blek; 'haf· e let (vent lidt! Himmark. Plattysk hachten). hakke  :  'hak·; do må 'it· 'hak· ætte ham; hand 'hakke ætte ham (genere). hakkelunse  :  hakke'londes (ret lavet af alle rester fra de ­foregående dage. Brandsbøl). hakketkål  :  'hakkekol (grønkålssuppe). hale (1)  :  'ho·l, 'hå·l; hand æ en 'reghte 'röw, hand ­'mangle 'kon e 'ho·l (han er en rigtig ræv, han mangler kun halen. Himmark); væn e 'röw hæ slæft e 'ho·l öwe e sni· så 'dåwe e 'bælle (pelsen). hale (2)  :  hand hal 'ind 'o· dæm (haler ind på); hand kam 'ha·lend (kom løbende); hand 'kømme 'kon få å 'ha·l nåwe (han kommer kun for at redde sig noget, plattysk halen, tysk holen); 'ha·l sæj (komme til kræfter, tysk sich erholen). hallunk  :  en ha'longk. halløj  :  ha'löjt (sjov, fest). halmbånd  :  'halmbond (bånd til at binde neg med, se også under »hanebånd«). hals  :  e 'hund gi 'hals (giver hals). halse  :  e 'hund halse 'op. halv  :  en 'hal 'sto·nd (en halv time); de æ 'væ·ken 'hi·ldt ælde 'haldt (ikke nær nok); o e 'hal· (på halvvejen. Himmark). halvanden  :  hal'ånden (Nordals), hal'å·jn (Sydals). halvbagt  :  en 'halbaght 'jen (en, der ikke er særlig kløgtig). halvgjort  :  do ska 'it· ka'see 'hal·gø 'ar·be (du skal ikke ­kassere halvgjort arbejde). halvstappe  :  halstap (bæger af træ) - se stappe. halvvej  :  'va æ e 'klåk·' 'hal·væj 'hö·n min 'kåk (dette svar fik man ofte i gamle dage, når man ­spurgte, hvor mange klokken var). ham  :  se han. hamborger (1)  :  en 'hambårre (dans, polka). hamborger (2)  :  Hamborre tvan (tjørn med glatte grene). hambugt  :  e 'hamböjte (flertal haserne). hamle  :  di 'ham·le 'gåt 'sammel (egentlig om heste, de går godt i spand, passer godt sammen). Den hest, der skal trække det tungeste læs, er 'o·ham·le (sat ved den korteste ende af hammelen). hamme  :  'ham· 'ham· (siges til små børn = »Det må du ikke!«). han  :  hand, ham, hans (eks. se handel, handle, hapse). handel  :  de æ en 'seæ 'håndel hand 'hæ (om sygdom et sært, mærkeligt tilfælde). handle  :  hand vel 'it· la sæj 'håndel (han vil ikke lade sig noget sige. Himmark); hand håndle 'åw mæ e kredi'to·re. hanebjælke  :  se hanebånd. hanebånd  :  'haw·nbond, 'hal·mbond (hanebjælke). hans  :  se han. hansbær  :  'hön·sbæ (ribs, tysk Johannisbeere). hapse  :  de æ 'nåwe hand hæ 'hapse (stjålet). hare (1)  :  hand hæ 'skåt (skudt) en 'ha·. hare (2)  :  å 'ha· en 'leæ, 'lie (skærpe en le); vi 'ha·re (vi harer, skærper leerne). hare (3)  :  æ fek 'hi·ldt 'ha·re 'kja·fe åw e 'kuld (jeg fik helt harede, sprukne kinder af kulden); (middelnedertysk haren kunne betyde straffe, mishandle). hareleje  :  et 'ha·læj· (en lille lavning, fremkommet ved pløjning); do hæ 'lawe et 'ha·læj·. harevælling  :  'ha·vælding (grønkålssuppe). harmonere  :  di hamme'læ 'gåt (Stevning, Brandsbøl). harre  :  se harve. hartad  :  de æ hatte 'fæjt (det er næsten for galt); no æ de hatte ve å blyw 'sællet mæ hind. harve  :  å 'harre; hand 'harre et 'dre·t (han harvede et dræt (frem, ikke tilbage) se dræt). harvest  :  'harrest, 'ha·st (efterår); no kømme e 'ha·st. harvestbær  :  'ha·stbæ, 'ha·stbærre (om ko, der skal kælve om efteråret). hasselfedt  :  'hæsselfet (klø med en hasselkæp). hatte  :  se hartad. hav  :  dæ æ 'haw om e 'må·n (der er en ring om månen). havdige  :  'hawdi·gh (dige mod havet; se også dige). have (1)  :  at have å 'hå, æ 'hæ, 'ho, hæ 'hå; hand hæ 'skåt en 'ha·; se hare (1); hand 'ho 'it· 'bæt (han havde ikke mere); se bet (2); vi hæ 'it· hå 'hawlegh e'joa. have (2)  :  en 'haw· (indhegnet mark; sammenlign abildgård, krudtgård, kålgård). have (3)  :  e 'hawe (flertal = sidefjælene på en ar­bejds­vogn). havlæg  :  'haw·legh (is på havet); vi hæ 'it· hå 'haw·legh e'joa (vi har ikke haft is på havet i år). havre  :  'håwe. havreflokker  :  'håweflokke (havregryn, tysk Haferflocken). hecht  :  en 'hæght (gedde, fra tysk). hedde  :  va 'jerre hand' va 'jet· hand da' (hed). hede  :  å 'hi· (brygge); di 'hi·t e'goa. hedevig  :  'he·devigh (fastelavnsbolle, se også pumle, plattysk Heeteveg, tysk Heissewecke); 'he·de­vigh 'he·devigh 'op å gi 'pom·le! hegle  :  e 'smö blöw 'hæghle mæ 'knyw· få å 'tæj· e 'hoa (smørret blev heglet med knive for at tage hårene); så 'ri·ndt som 'hæ·ghle 'smö (»så rent, klart som heglet smør«). hegt, hægt  :  se hecht. hej  :  se hæde. hejjeggedeja  :  hæj'jeghede ja! (»skam dig!«) hejse  :  å hes e 'flagh (at hejse flaget). hekskyse  :  de æ dæ da 'it· så månne hæks'ky·se ve!; law no 'it· få månne hæks'ky·se få 'vå skyld! (om­stændigheder, ulejlighed, fra fransk excuse. Almsted). hel  :  en 'hi·l 'hoppen (hob); 'spildt ska å hå 'sit, so hon e 'kjælleng, hun 'spild·t e 'hi·le (»spildt« skal også have sit, sagde kællingen, hun spildte det hele); hand va 'hi·ldt 'fro·e (helt fra den, væk. Himmark). hele  :  å 'he·l sæj (komme sig. Stevning); hand 'hi·ldt sæj 'gåt (Brandsbøl). helgt  :  e 'hællet (helligdagene); dæ må 'it· arbres (ar­bejdes) i e 'hællet. helkroppet  :  'hi·lkråppe (luddoven, måske af -kroppet i be­tydningen tyk, fed). heller  :  ekke 'hælde (se også »eller«). hellere  :  'hælde (eks. se »hjamsk«). hellevæs  :  sikket hælle'væs di 'gö åw 'de (Brandsbøl. = opstandelse, ulejlighed, plattysk hallefäs, hellefes maken = »Umstände machen«). helligting  :  hælle'teng (»bygkorn«, betændelse på øjenlåget. Himmark). helme  :  hand 'hæl·me 'it·. helmis  :  et 'hæl·mes (gammel krikke, oprindelig én, som skulle slås ned til Helligmesse = Alle­helgen). helskindet  :  'hi·lskinde. hen  :  de æ 'it· gåt å 've·e væn dæ ska 'føst 'hæn (ikke godt at vide, hvem der dør først). hende, hendes  :  se hun. henholde  :  hand blöw 'hænhålden mæ 'snak (holdt hen). henlægge  :  'hænloj (lagt til side, opsparet). henputte  :  no hæ vi da fåt ham 'hænpot (puttet i seng, også = begravet). her  :  'höjt op å 'heæ næn (højt op og herned, om ­maniodepressiv tilstand); no æ di 'hawne 'heæ (nu er de havnet her); dænd 'jæ (den her); se også »hæt«. heran  :  no ska han 'år·nligh hæ'ran (= have en om­gang). herefterdags  :  hær'æddedaws. herre  :  se hirre. herskende  :  et 'esseldt 'hærskend (en slem irettesættelse. Brandsbøl). hest  :  en 'hæst, tue 'hæ·st, 'he·st; e 'fø·løgh tåw 'hæst (føløget, hoppen tog imod hingsten, blev be­dækket). hestepumle  :  'hæ·stpomle (flertal = hestepærer). hestet  :  e 'fø·løgh æ 'hæ·st, 'hæ·ste (parringslysten). hetlig  :  do ska 'it· væ så 'hetle (overivrig, beslægtet med plattysk Hett = hastværk, tysk Hetze. Nordborg). hid  :  he, heæ (til venstre, tilråb til heste); se hæt. hild  :  hild, hi·ld (loft over stalden). hilse  :  jöls, jæls 'åw (»hilse af«, tage afsked). himmerige  :  'hemere. himphamp  :  en 'hemphamp te en 'væ·möl· (en samling værdiløse ting, noget vakkelvorent eller tåbeligt. Nedertysk himp hamp). hindags  :  'hindes en 'gang (forleden, for nogle dage si­den). hinder  :  hand fek 'engen 'hinde åw e (ikke mén af det); hand tåw 'engen 'hinde åw 'de (lod sig ikke ­hindre); hand hæ fawn 'hinde i e 'ho·j (hans hoved har taget skade). hindret  :  hand æ e let 'hindere (»lidt hindret«, svagt ­begavet). hinke  :  hand 'hengke (halter). hip  :  æ 'blöw så 'hep (forskrækket. Himmark). hippert  :  se hivert. hirre  :  hon 'herre ætte e 'veæ (hiver efter vejret). hitte  :  hand ku 'it· 'het· e (hitte det). hivert  :  en 'år·nle 'heppet (stor snaps; formen er måske påvirket af tysk Hieb). hjald  :  jåld (loft over loen, lavet af stænger). hjaldregab  :  'jallegaf (vrøvlehoved). hjamsk  :  jamsk (ugidelig, sløj); æ æ så 'jamsk te æ ­'hælde må 'go· i 'sæ·ng no. hjemmegjort  :  'jæm·gö 'töj. hjemmehedet  :  'jæm·hie 'öl (hjemmebrygget øl). hjemmen  :  'jæmmend. hjerte  :  et 'ja·t. hjerteslag  :  e 'ja·tslaw åw et 'gris (lever, lunge, hjerte m.m., kunne købes billigt hos slagteren i ­gamle dage). hjortesalt  :  'jåtsoldt (hjortetakssalt). hjul  :  et 'ju·l; e 'ju·l åw e 'vun (vognen) (flertal 'ju·l). hjule  :  no jolle di 'åw (nu hjuler de af, kører bort). hjuler  :  en 'jålle (mest Nørherred = hjulmand). hjulmand  :  en 'jålmånd (Sønderherred). hjælp  :  jölp; e 'pi·gh blöw be'dråwn (bedraget) åw en sol'då·t di ho te 'jölp i e 'hø·st. hjælpe  :  'jöl·p; de æ 'gåt væn dænd 'jen· 'hå·nd kånd 'jöl·p dænd 'å·nd; e 'ku·n jålp 'gåt 'te i e be'dröwt (konen hjalp godt til i bedriften). hjålt  :  jåldt (spat hos heste). hob  :  en 'hu·f. hobe op  :  hu·f 'op, hof'op. hoben  :  en 'hoppen (Himmark); en 'hi·l 'hoppen. hokkeri  :  håkke'ri (bryderi). hokkes  :  håkkes (lille rum, pulterrum, fx under trappe); sæt e 'sa·ghe i e 'håkkes (Guderup); di 'sa (sad) i så·t 'håkkes. hol  :  hål (af jysk hol = hul, kløft). holde  :  'ho·ld - hælde - holdt - holden; æ hælde 'åw dæj (jeg holder af dig); e 'mjölk (mælken) hæ 'sva·t ve å 'ho·ld sæj; hand blywe 've å hold sæj 'te; hold 'hi (holde hid, være skydeskive, være til grin); hold 'op! holdeklæde  :  se hovedklæde. holden  :  hans 'hæ·st æ 'gåt 'holden (hans heste er godt holdt, velholdte); de hæ æ 'holden (det har jeg tilbage, i baghånden). holdig  :  'ho·lde (påpasselig, påholden, gerrig. Himmark). holk  :  en 'hålk te en 'lie (en jernring, der holder le­bladet på leskaftet. Himmark); hålk (blødt ­eller sumpet hul på marken eller i skoven. Almsted; ordet er beslægtet med »hul«). honning  :  'honne. honningpotte  :  'honnepåt, flertal 'honnepåtte (store, runde hyben). hop  :  æ blöw 'gæmmel'håp, gæmmel'hop (meget forskrækket, se også hip). hoppe (1)  :  flertal 'håppe (rejer. Kegnæs). hoppe (2)  :  I kam 'happend 'o· mæ (overraskende). hoptøjle  :  se optøjle. horn  :  et van, flertal 'van· (i landdistrikterne), 'vårn, 'vån (Nordborg, Sønderborg); e 'kyæ hæ 'van· (kø­erne har horn). hose  :  'hu·s; et pa 'hu·s; bind 'hu·s (strikke strøm-per); 'gaf o e 'hu·s (hul på strømpen); o e 'löwda va de en 'æ· (ære), o e 'manda va de en 'skam (Nordals). hosebånd  :  di flamme 'hosbond (væver strømpebånd med flammet mønster. Brandsbøl). hosefødling  :  hand gek i e 'hu·sfötlenge (på hosesokker). hosesjokker  :  'hu·ssjåkke (kujon; også = hosesokker). hosesok  :  'hu·ssåkke, 'hu·ssåk· (begge flertal). hosestikke  :  en 'hu·sstek, flertal 'hu·sstekke (strikkepind). hoste (1)  :  æ hæ 'fåt nåwe 'slem 'hu·st. hoste (2)  :  æ 'hu·ste - 'hu·st - hæ hu·st; de æ 'esselt som dænd 'dræ·ng hand 'roppe (river i halsen) væn hand 'hu·ste. hov  :  en 'håw, flertal 'håw· (hestehov). hove  :  se hue. hoved  :  de æ 've å gro ham öwer e 'ho·j; de va 'it· ­'reghte te 'ho·js (ikke rigtig efter hans hoved); slo 'å·sen öwe 'ho·j (slå en kolbøtte, se ars); e 'stua 'ho·j (fåresyge). hoveddug  :  'ho·jdugh (hovedklæde). hovedklæde  :  'ho·jkel, 'hold·klæ (hovedbeklædning til kvinder, kniplingspynt til kysen). hovedlag  :  'ho·jlaw (hovedtøj til heste). hovedve  :  'ho·jve (hovedpine). hovro  :  'håw·re (Brandsbøl), 'håwro (Mommark, morskab); de æ et 'håw·re te vi hæ fåt dæj 'mæ; (også som adjektiv) de æ et 'håw·re 'stæj å 'kom·. hovse  :  se huske. hovsende  :  se huskende. hovsom  :  'håw·som (nogenlunde); de æ 'håw·som mæ ham. Hr. Urian  :  hæ'ru·lian va i e 'skaf (hr. Urian = fanden, var i skabet, brugt som skræmmebillede over for børn). hue  :  de 'håwe mæ 'it·; også æ 'håwe·re 'it·, 'hawe (det huer mig ikke); hand 'gek å håwe 'te (han forberedte sig til...). hugge  :  'hogh; di fek 'byt i å 'hogh i e 'skåw (de fik akkord på at hugge i skoven); hand kam 'ho·ghend (farende). huggelade  :  'hoghlaj (huggehus og primitivt værksted på en gård). hujbrøle  :  hujbrø·l (tudbrøle). huje  :  'huj·; hand 'huje (hujede) ætte ham; 'huj· 'op i e 'höj· 'væ· (i vilden sky). huld  :  hand hæ et 'gåt 'hyld (er velnæret). huldige  :  håldigh (dige ved hegn). hule  :  se hyle. hulnøgle  :  'hålnoghel (garnnøgle med hul i). hulter til bulter  :  'huldte te 'puldte (Himmark). humlesæk  :  mæ 'læm·p kå en fo et 'egh (se æg) i en 'hommelsæk (den var meget tæt stoppet). humme sig  :  å 'hom· sæj; 'hom dæj (flyt dig). humple  :  'hompel (gå dårligt); hand 'homple sæj a 'stæj; hand blywe 've å hompel 'hæn (kludre med et dårligt ben). hun  :  hon; å så sli hon e 'særke 'te få hinds 'søste (sled hun særkene til for hendes (sin) søster - de nye særke var lidt hårde!) hon 'dø· law hon va i sit 'bæ·st (i sin bedste alder). hund  :  hand hæ 'olde væt en 'hu·nd öwe en 'skelleng (aldrig været gerrig. Himmark). Flertal 'tue 'hund·. hundehvalp  :  et 'hund·vælp, flertal -vælpe. hundekone  :  e 'hund·kon (den, der binder hundeneget. Nu ukendt). hundeneg  :  e 'hund·negh (det sidste neg, der høstes). hundrede  :  'hunde. hungerføde  :  'hongeföj·. hungerharve  :  'hongeharre (det samme som skokrive); 'do kå kom 'få e 'hongeharre (blev der sagt til bør­nene; de store drenge kunne godt trække den). hungrig  :  'hong·re, 'hongere. hurre  :  de va da 'vældigh som hand hurre a'stæj (fa- rer af sted); hand kam 'hurrend (farende); de 'hurre i e 'skåsten (tuder i skorstenen). hus (1)  :  et 'hus, flertal 'hu·s. hus (2)  :  han ska o e hus (wc). huse  :  'hu·s; hand kund 'it· 'hu·s dæm; hand 'hus 'it· 'læ·nge (bliver ikke længe på samme sted). hus-egel  :  'huseghel, flertal 'huseghle (istapper ved hus­tag). husk  :  æ kå 'it· kom i 'håws 'o· (jeg kan ikke komme i tanker om. Himmark). huske  :  'håws å 'knap din 'båw·s (husk at knappe dine bukser). huskende  :  'håwsend·; de æ 'sva·t mæ e 'håwsend (det kniber med hukommelsen). hutlumhej  :  de va et 'fa·le hutlom'hæj (hurlumhej). hvede  :  've·æ; e 've·æ 'steæ 'gåt; 've· (Nordals). hvedekage  :  en 've·kagh (et franskbrød). hvedemel  :  've·mjöl. hvem  :  væn; væn dæ 'smö gåt 'kö gåt. Se under hvilken. hveps  :  en 'vöws (Almsted). hverandre  :  hand vild 'hå di sku 'se (sidde) 'om væt 'åndt (imellem hinanden); en 'ka·gh dæ æ 'sprøghel (= sprød, se sprøgl) fælde 'fro· vær'ånde. hverken (1)  :  'vækken, 'væ·gen; de æ 'vækken e 'hi·ldt ælle 'haldt (hverken til helt eller halvt, slet ikke tilstrækkelig. Himmark). hverken (2)  :  en 'væ·gen (tvekønnet, hermafrodit). hverve  :  å værre 'hye (vende hø). hvid  :  en 'vi· 'hæst; de æ 'vet; æ hæ hæ·ghle 'röj ­moffe'disse mæ 'vi· 'pærle 'o· (jeg har hæklet røde muffediser med hvide perler på). hvidfisk  :  'vifesk (skaller, brugt til madding. Almsted); se også skorstensfejer. hvidfrost  :  'vi·fråst (rimfrost). hvidkål  :  'vi·kol. hvilken  :  vekke, ekke; væn dæ va 'bæje (inviteret til ­bryllup) di sku 'mæ, væn dæ 'it· va 'bæje di ku gö 'vekke di 'vild· (de kunne gøre, som de ville); ekke en 'sånds (sikket besvær); 'ekken 'ufåstå·ndehe (sikken uforstandighed, se også ihvilket, sikken). hvirvel (1)  :  en 'væ·l, et 'værrel (lille stykke træ, der kan dreje om søm eller skrue, bruges som dørlukke); en 'dö mæ en 'værrel o e 'indesi· (en dør med en hvirvel på indersiden); do æ 'lisom et 'værrel o et 'ski·hus, en kå 'dræj· e te 'va 'si· en 'vel (til hvilken side man vil). hvirvel (2)  :  en, et 'værrel (akse, fx i kødhakkemaskine). hvirvel (3)  :  en, et 'værrel (ryghvirvel); e 'værrel o e 'røgh (ryggen) o et 'svi·n. hvordan  :  'vondt 'sen (hvordan så); 'vondt æ I 'væ·nd (hvordan er I vendt; hvordan har I det'); vo'dåndt kam di 'jæm' hvornår  :  vo'neæ; vo'neæ kømme I e'gæn (hvornår kommer I igen') hvæde  :  å 've· e 'knyw o e 've·sti·n (efterbehandle kni-ven på hvædestenen, efter at den er blevet hvæsset. Almsted). hvædesten  :  e 've·sti·n (hvæssesten) - dænd sku væ 'vue (våd). hvælve  :  æ vælle e 'sö·m 'om (bøjer det om, efter at det er slået igennem træet); hand ho e 'sö·m 'væld; e 'sö·m ska 'omvælles. hvæse  :  de va 'it· som 'jen 'kat va 'gal mæn di 've·st 'old· (de hvæsede alle sammen). hvæsse  :  no ska di hå e 'plåwjæn 'væsse (hvæsset). hy  :  se hø. hyben  :  se honningpotte, jugebær. hygge  :  en 'gråw· 'högh· (Brandsbøl), 'hygh· (Mommark). hyggelig  :  de æ 'hyghlet (Brandsbøl), 'hyghle (Himmark). hyld  :  se huld. hyle  :  de 'hul i e 'væ· (det hyler, tuder i vejret). hyling  :  'hy·leng (vædder eller hingst med én testikel). hylle (1)  :  i 'hyld· å 'fyld· (i overflod, tysk in Hülle und Fülle). hylle (2)  :  'höl· (hue); hand måt 'krå·gh sin 'höl· (kroge, krølle sin hue, stå med hatten i hånden). hyllekone  :  'höl·kun (musvit - kone med hue. Himmark). hyp  :  se sæ. hyppekæp  :  'hyp·kjæp (vipstjært. Svenstrup, se også dyndløber). hytte (1)  :  en 'høt· te en 'bålle 'fenge (en tut til en bullen finger). hytte (2)  :  hand ska 'nåk 'hyt· sæj; hand kånd 'it· 'hyt·sæj (kan ikke lade være); de æ 'gåt 'hyt (godt gemt). hæde  :  hand få'steæ 'it· å hold te 'hæj· (forstår ikke at sætte tæring efter næring. Brandsbøl). hæfle  :  hæffel 'mæ (følge med, vinde med). hæfleri  :  de æ et 'gråwt hæfle'ri (kludder, besvær). hægt  :  se hecht. hægte  :  'hæjte å 'yske (Brandsbøl), 'yskne (hægter og øskener, maller. Svenstrup, Mommark). hække  :  en 'hæ·gh (hæk). hækkesaks  :  en 'hæ·ghsaws. hækle  :  å 'hæ·ghel; æ hæ hæ·ghle 'röj moffe'disse. hælde (1)  :  å 'hæld·; de hælde 'næn (det øsregner). hælde (2)  :  en 'hæld· (skrænt); e 'hæld· æ 'öwergruj åw 'fu·lförre (overgroet af følfod). hældefag  :  e 'hæld·fagh (den laveste del af loftsrummet under taget); ynder-e 'hæld·fagh (Himmark). hæle  :  å 'hæ·l sæj (skjule sig; tysk hehlen). hæmme  :  hand kå 'it· 'hæm· sæj (styre sig, lade være). hænge  :  flertal 'hæ·nge; en 'dö (dør) kånd væ 'leghe, se lægger (løs) i e 'hæ·nge. hængeskab  :  et 'hæng·skaf (også = hængehoved). hærde  :  'heæ, 'hæ·, flertal 'heære, 'hæ·re (skulder); æ 'hæ e (har det, har ondt) i dænd 'jæn· 'hæ·; hand 'ba ham o e 'heære (bar ham på skuld­rene. Himmark). Tømmen måtte man ikke have om livet, kun om e 'heære. hærdedug  :  'heædugh, 'hæ·dugh (sjal); e 'kunne ho en 'fi·n 'hæ·dugh væn de sku 'u (konerne havde et fint sjal, når de skulle ud). hærdetop  :  e 'heætåp (det sted på hesten, hvor remmen lægges over skuldrene). hærpe  :  å 'hærp, 'herpe (langer én ud. Almsted. Brands­bøl). hæs (1)  :  et 'hæs (korn-, høstak under åben himmel). hæs (2)  :  æ æ 'hi·s (overalt på landet); he·s, he·sk (Søn derborg). hæspetræ  :  'hæsptræ (garnvinde, også = person, der »kvær­ner« løs). hæt  :  'hæt· (Himmark), høt· (Mjang) (til højre); heæ (til venstre! siges til hestene under pløj­ning). hætte  :  flertal 'hætte i e 've·æ (uudviklede kerner øverst i hvedeaksene. Almsted). hæve  :  de höwe 'op o e hu'mø· (det letter på humøret); e 'glas de 'höwe (barometret stiger). hø  :  hy, hye (Nørherred), hø· (Sønderherred) eks. se hverve). høffeltorn  :  'høffeltvan (kristtjørn. Himmark). høge  :  en 'hö·gh (fornøjelse); de æ 'oldti en 'gråw· 'hö·gh, en 'essel 'hö·gh næ I 'kømme (en stor fornøjelse). høj (1)  :  en 'höj. høj (2)  :  'huj· 'op i e 'höj· 'væ· (se huje); 'höjt 'op å 'heæ 'næn (se under »her«); e 'glas (barometret) de 'steæ så 'hy·t så 'hy·t (ældre, uddød form, nu 'höjt). høj (3)  :  höj (halløj!) højkokket  :  'höjkåkke (pralende, skrydende). højkræget  :  'höjkreghe (højrøstet. Brandsbøl). højstre  :  hand 'geæ å 'höjstre (daske rundt. Brandsbøl). høker  :  en 'høkke. høkke  :  'høk· (flytte sig); høk 'sammel (rykke sammen); høk dæj e'let te 'si· (flyt dig lidt); væn dæ ­ 'serre 'gåt, larre dæt (undlader deres) 'høkkend (de, som sidder godt, flytter sig ikke). hølle  :  se hylle. høne  :  en 'hö·n, flertal 'höns. hønedrøm  :  (falde i) 'hö·ndröm· (dagdrømme). hønsebær  :  se hansbær. hønsegræs  :  'hönsgres (urten hønsetarm). hønsevrøvl  :  en 'hönsvröwl (hønserede). hønsvirel  :  'hönsve·l (hønsetråd). hør  :  e 'hö (se bråde). høre  :  'hy·e (Nordals), 'høe (Sydals); 'hy· 'a, 'hø· 'a (høre ad, forespørge); 'hy· å 'ly· (høre og ad­lyde); som de sæj 'hös å 'bös (som sig hør og bør). hørribbe  :  en 'hö-'re·f (stor trækam til at rive hørrens frø­huse af med). høst  :  hy·st (Nordals), hø·st (Sydals). høstglimt  :  'høstglemt (kornmod). høstreb  :  'høstri·f; ham dæ 'bi· e 'barn o e ska'se· å ba så·nd jæm fro e 'strå·nd i et 'høstri·f (»ham der bed barnet på chausséen og bar sand hjem fra stranden i et høstreb«, blev ofte sagt om noget løst og uvederhæftigt. Mommark). høstsæd  :  et 'høstsæ (bund i høstvogn, se sæd). høtte  :  se hytte (1). høvl  :  en 'höwl, flertal 'höwele (også = klø). høvle  :  å 'höw·l. håbe  :  'hu·f; 'hu·fe - 'hu·ft - hu·ft; de 'hu·fe æ da. hån  :  hå·n (flov, genert); hand 'va så 'hå·n, et 'hå·nt 'blek. hånd  :  hå·nd, flertal 'hænde; de kå 'veæ som å vænd en 'hå·nd 'om (det kan være forbi i en hån­devending); hand hæ så 'möj om 'hå·nd (så meget om ørerne); gæt 'tie 'hånd 'vrie, 'gæt vo 'månne dæ 'æ i min 'rie (leg med pebernødder). hånde  :  et 'hå·nd (beholder til at bære noget i); et let 'hå·nd (en lille skål eller kurv); kånd do 'hindt mæ et 'hå·nd te e 'mjölk (mælken). håndelag  :  hand hæ 'engen 'håndlaw o e 'arbe. håndet  :  'hå·nde (pilfingret); hand 'æ så 'hå·nde. håndfang  :  e 'håndfang (håndtag på plov. Himmark. Se også håndved). håndklæde (1)  :  se håndtør. håndklæde (2)  :  et 'hå·ndklæ, et 'håndkel, flertal 'håndkle; 'håndsk (handske, vante). håndkore  :  'håndkåwe (håndlinning, manchet. Nordborg). håndkruse  :  'håndkrusse (flertal = håndkore). håndstund  :  om en 'hå·ndsto·nd (om en lille stund. Brandsbøl). håndtere  :  hånd'tie eller hånd'teæ sæj (trives, klare sig). håndtro  :  et 'håndtro (forlovelsesgave, ring, broche, ur el.lign.); di hæ væt 'u (i Sønderborg) å 'fo e 'håndtro. håndtør  :  'håndtö (håndklæde); di vöwe 'deskdughe å 'håndtörre (bordduge og håndklæder. Himmark). håndved  :  e 'håndve (håndtag). håndvol  :  et 'håndvol (plejlens håndtag). håndværktøj  :  'håndvæ·kstöj (værktøj. Sønderborg). hår  :  hoa; e 'smö blöw 'hæghle mæ 'knyw få å 'tæj· e 'hoa (se hegle). hård  :  hoa, intetkøn 'hat; hand æ 'hoa i e 'pegh (beg, s.d.) (hård i filten, en som ikke let piber); de va et 'hat kom 'öwe (en hård omgang); e 'skå·l åw e 'tarre (boghvedeskallerne) di æ 'hoa. hårdhed  :  'hoaherre (flertal); de æ 'reghtenåk 'hoaherre (en hård omgang). hårtot  :  'hoatåt; hand 'ho 'it· en 'hoatåt.