A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å (Du kan høre udtalen ved at klikke på lyd-ikonet til venstre for ordet.) bag, bagefter  :  se ebag, ebagefter. bage  :  å 'ba·gh - vi 'ba·ghe - 'ba·ght, hæ 'ba·ght; 'it 'ræt 'ba·ght (ikke rigtig klog), e 'su·l baghe 'o· (solen bager (på)). bagehus  :  'ba·ghhus, bakhus (bage- og vaskehus, bryggers - nu nok blandet sammen med »bag- hus«). bager  :  en 'ba·ghe. bagetrug  :  et 'ba·ghtråw. bageved  :  'ba·ghvæj (ved, træ til bagning). baglæns  :  'ba·ghlånds. bagstol, bavstol  :  se pavestol. bagvej  :  'ba·ghvæj. bajs  :  'baj·s (spædbarn); et let 'baj·s (et lille barn). bak  :  se under stuppe. balber  :  en bal'be· (barber. Sønderborg). balberet  :  bal'bee (1. barberet, 2. snydt). balbøs  :  bal'bø·s (krasbørstig); et bal'bø·st eller belle­'vø·st 'væ· (dårligt, stormfuldt - eller tordenvejr). balje  :  en 'balle; en balle 'pons (en bowle punch, se også bolle). balk  :  en 'balk (en strimmel mark, der er blevet pløjet eller harvet udenom). balke  :  no 'balke han (nu laver han en balk). balstre  :  hand hæ 'sna·t 'balstre (kureret) o 'dænd 'hå·nd 'læ·nge nåk. bammerusse  :  bamme'rus; en essel bamme'rus (et meget svært fruentimmer). bande  :  'bånd· å sakke'rie (bande og sværge). bane  :  en 'bå·n (også den flade del af hammer- eller øksehovedet). bange  :  æ va 're (ræd) få te do sku blyw 'bang· (»ban­ge« er alvorligere end »ræd«). bank igennem  :  'bank e'gæmmel (gennemgående, over en bank). bar  :  hand fæk 'bat 'brø· (han fik brød uden pålæg); de 'blywe nåwe 'bat o e 'mar·k (det bliver noget bart på markerne). barhovedet  :  'bathoje (skaldet, uden hat). barn  :  et 'ba·n, flertal 'bøön, nyere 'bö·n. barsel  :  bassel (fødsel, også gilde i anledning af fød­­-se­len, tidligere vel også barnedåb); de gek 'li·gh 'op 'lisom te e 'skre·res (skrædderens) 'bassel, da 'o· di e 'ba·n 'mæ, å da di kam 'jæm frå 'kjer·k sa e 'hund mæ e 'hoj (hovedet) o e 'mörreng (møddingen; 'o· skal læses 'ho· = ­havde, og hunden sad med sit eget hoved). barselgilde  :  'bassel'gild·, (efter dåben). barselpotte  :  'basselpåt mæ 'fresk (fersk) 'sop mæ 'klom·p (boller, se klump). barselvisit  :  'basselfi'sit. bartet  :  'rommel å 'skrommel mæld 'tu· 'batte 'bjerre (mellem to nøgne bjerge = ballerne, »lade en vind gå«). bas  :  'ba·s (knald); et 'ba·s mæ e 'pisk. bastelin  :  se porcelæn. bavstol  :  se pavestol. bavstol  :  se pavestol. bedare sig  :  be'da·e sæj, be'då· sæj (betænke sig); hand be'då· sæj få 'læng·; hand ska 'nåk kom· te be'då·ren (komme til fornuft). bede (1)  :  å 'bi· (lade dyr græsse); hand 'geæ· ve e 'væj å 'bi·e mæ sin 'kue (han går og lader sin ko ­græsse ved vejen). bede (2)  :  å 'bæj· (bede, tigge); bæj 'ind (indbyde); bæj te 'kåst (indbyde til bryllup); bæj 'op (blive konfirmeret). bede (3)  :  (få noget) få en 'bæj· (for at bede om det, gratis); di 'fæk ham kun o en 'bæj· (de fik ham kun til det ved at tigge om det). bedefolk  :  'bæjfålk (tiggere). bedekone  :  'bæj·kun (tiggerske). bedhest  :  'behæst (sengehest, plattysk Bettperd). bedraget  :  be'dråwn (besvangret); e 'pi·gh blöw be'dråwn åw en sol'då·t. bedre, bedst  :  'bæ, bæst; de æ 'bæ som 'it (det er bedre end ingenting); (have noget) te'bæ·st (til søndagsbrug); hon 'dø· law hon va i sit 'bæ·st (hun døde i sin bedste alder); law, se lag. bedrift  :  be'dröwt; e 'ku·n jalp 'gåt 'te i e be'dröwt (ko­nen hjalp godt til i bedriften). bedure  :  be'due (beklage, fra tysk bedauern); æ be'du·re ham tit. bef  :  se bøf. beg  :  se peg. begge  :  'beghe; 'beghe 'tu· (begge to, se også både). begive  :  be'gi; hand hæ be'gi e (han har opgivet det); hand ve 'it va dæ be'gi sæj (han ved ikke, hvad der er på færde. Himmark); å be'gi sæj (kaste op). behov (1)  :  de gös 'it be'håw (det gøres ikke behov, be­høves ikke). behov (2)  :  et 'gåt be'håw (et godt tegn). behøve  :  de be'hy·fe æ 'it å la mæ ge'fold· (det behøver jeg ikke at finde mig i. Sydals); be'höws. bekajet  :  be'kaje; æ va hieldt be'kaje i 'vær·mt (jeg var helt udmattet af varme); å væ be'kaje i e ­ (be­gravet i arbejde, gæld; se også eftersæt). beklommen  :  hæ 'æ så be'klommen hæ 'ind· (her er så indelukket, beklumret. Himmark). bekomme  :  de be'kømme mæ 'gåt (det bekommer mig godt). bekomst  :  hand hæ 'fawn sin be'komst (han har fået sin bekomst). bekyren  :  be'kyrren (knibe); (at være i) en 'essel be'kyrren (en slem knibe. Brandsbøl). belagt  :  be'lo·j 'brø· (smørrebrød; se mellemmål). bellevøs  :  se balbøs. bemokket  :  be'måkke (beklumret; overfyldt af folk eller møbler); også æ föl (føler) mæ så be'måkke. bemærkelig  :  å gö sæj be'mærkle (at gøre sig bemærket); også gö sæj be'mærght eller be'mær·ke. bemøje sig  :  hand be'möje sæj (han gør sig umage). ben  :  et 'bi·n, flertal d.s.; æ strekke 'ny 'bi·n i e 'hu·s (nye fødder i strømperne). bendal  :  se pedal. benehvimp  :  benne'vemp (let til bens). benneke af  :  no benneke hand 'åw (nu stikker han af); hand benneke 'årnligh 'åw law hand 'såw e 'fa· 'kam (han tog ordentlig benene på nakken, da han så faderen komme). benved  :  'bænneve (eks. se bøg). beram  :  o 'løk å be'ram (på lykke og fromme; Himmark). besinde sig  :  å be'sind· sæj (bestemme, beslutte sig). besjakket  :  be'sjakke i e (forsinket); hand va 'oldti så be'sjakke i e (han var altid sent på det, kunne aldrig blive færdig med sit arbejde). besked  :  be'ski·n. beskyt  :  e 'bosk hæ 'ståwn i be'skøt (i læ) 'old· 'daw·. besnakket  :  hå 'nåwe be'snakke (have, få talt ud om en sag). besynderlig  :  be'syndle. besyv  :  gi sit be'syw 'mæ. bet (1)  :  en 'be·t (dumhed, uheld); æ do 'no blöwn 'be·t e'gæn' (egl. kortspiludtryk; fra fransk bête). bet (2)  :  bæt (mere); hand 'ho 'it 'bæt (han havde ikke mere); æ kå 'it hå mie 'bæt (jeg kan ikke have mere); Lys'afild 'kjær·k, Lys'afild 'kjær·k, æ sie dæj 'alde 'bæt (Lysabild kirke, Lysabild kirke, jeg ser dig aldrig mere; blev sagt af søfolk, når de sejlede bort fra Als). betaget  :  be'tåwn (Himmark). betuttet  :  be'tutte. bevendt  :  be'væ·nd; de va 'it möj be'væ·nd (ikke meget værd). bibel  :  en 'biffel. bide  :  å 'bi· - æ 'birre - bi· - hæ 'bet, bæjn; hand ho bæjn sæj 'fast (han havde bidt sig fast, ville ikke gå); di æ 'van te å 'bi· å 'smi· (de er vant til at bide (af brødet) og smide, dvs. rutte, ødsle); 'dænd 'tånd 'tåw, so hon e 'ku·n, da 'bi· hon e 'ba·n i e 'æ·nd (den tand tog, sagde konen, da bed hun barnet i enden). bidsel  :  et 'bjessel (bruges ved ridning. Til daglig brug er der kun tale om mundstykket. Himmark). bigt  :  te 'beght (til alters, egentlig til skrifte, tysk ­Beichte). bigte  :  hand måt beght 'u mæ va hand 'vest (han ­måtte bigte ud med, hvad han vidste, gå til ­bekendelse). bihus  :  'bihus (bistade). bikurv  :  'bi·kårre (bikube). billede  :  et 'bælle, flertal 'bællere. bimle og bamle  :  do ska hå 'oldt va dæ 'bemle å 'bamle (du skal have alt, hvad der hører sig til). binde  :  'bind· - 'båndt - hæ 'bonden; hand 'båndt få e 'pu·s (ræbede); 'bind· få e 'pu·s (posen); bind 'hu·s (binde hoser, strikke strømper). bing  :  en be·ng (kiste med fladt låg til korn eller gryn; også standkiste. Himmark). bislag  :  'bislaw (vinduesskodde; også toft nærmest går­den (af tysk subst. Schlag = mark). bisse  :  å 'be·s. bisseflue  :  'be·sflåw· (oksebremse). bisselæder  :  'be·slæ i e 'æ·nd (»bisselæder i enden«). bissesko  :  hand hæ 'be·ssko 'o· (er aldrig hjemme). bitte  :  'bet· (smule); et let 'bet· (et lille stykke); et bet 'brø· (et lille stykke brød); de gö 'alde en 'bet· (det gør ikke en smule); de gæk i 'bette å 'bråkke (det gik i stumper og stykker). bityv  :  'bityw (fluesnapper). bjerg  :  et 'bjerre, flertal 'bjerre; hand æ öwe e 'bjerre (han er over bjerget, er kommet over vanskelighederne. Brandsbøl); 'op a bjerre å 'næn a bjerre (op og ned ad bakke). bjerge  :  e 'lyw æ 'bjerre (livet er reddet); hand hæ 'sva·t ve å 'bjerre sæj (han har svært ved at dy sig); hand kånd 'it 'bjerre sæj få 'vie (kan ikke nære sig for ve, smerter). bjælke  :  en 'bjæl·k; eks. se økse (2). bjørne (på)  :  bjön 'o· (slide, kile på); de æ 'esselt som hand bjönne 'o·. blad  :  et 'blaj, flertal 'bla·j; 'de 'blaj hæ e 'bøön röwn 'u (det blad har børnene revet ud). blade  :  de hæ blaje 'om (det har vendt sig, er blevet dårligere). blakkes  :  e 'kvan be'gynde å 'blakkes (kornet begynder at skifte farve, modnes). blande  :  'blænd, 'blæng, nyere 'blånd; hand vel 'gjæn blæng sæj 'i 'oldteng (han vil gerne blande sig i alt); hand hæ blæng sæj 'i nåwe (rodet sig ind i noget). blandegods  :  'blæng·gos (blandingsgods). blandemaskine  :  en 'blåndma'ski·n (nyere også en, der blander sig). ble  :  'bli· (Nordals); blie (Sydals), flertal 'bli·e(la­gen); en 'blie dænd blöw 'si·vænd (et lagen blev ægvendt; ble til barn hedder klæde). bleg  :  'bli·gh, 'bli·ghe, dænd 'bli·ghest. blege  :  'bli·gh (tørreplads med græs, til hør og nyt lærred, men også til nyvasket tøj). bleget  :  'bli·ghe (falmet). blejm  :  en 'blæjm eller 'blæjn 'ti (»en mild tid i vejret«, nu vist helt ukendt); e 'su·l æ 'blæjm (solen er sløret, dæmpet). blekket  :  'blekke (falmet; vist nok påvirket af plattysk bleken). bli  :  se bly. blik  :  e 'vånd æ 'bleght (vandet er blikstille). blikspil  :  hand 'spe·ld ham et 'år·nligh 'blekspel (han spillede ham et ordentligt puds). blind  :  ble·nd (Nordals), bli·nd (Sydals); en 'ble·nd 'månd (en blind mand). blisset  :  'ble·se; en 'ble·se hæst (en blisset hest); hand ho blöwn slæmt 'ble·se (han var blevet godt lakket til, beruset). blive  :  'blyw - blöw - blöwn; de kå 'blyw· sæj (det kan være det samme); de 'blywe sæj (det bliver ikke til noget); dæ blöw 'nåwe 'öwe (der blev noget til overs). blod  :  blu·j. blode  :  årelade dyr Når får havde »'tyndt i e 'lyw« (tynd mave), blev de 'bluje ved, at man skar et stykke af øret, og derpå fik de 'bø·ste, dvs. det yderste stykke røgede af e 'bø·st i mælk eller havre. (Almsted). blodig  :  'blu·je. blodpoge  :  en 'blujpå·gh, flertal 'blujpå·ghe (klemmelus). blodsuger  :  en 'blu·jsughe (igle til åreladning). blodsuppe  :  se sort spad. blomme (1)  :  'blom· (blomst). blomme (2)  :  en 'plom·, flertal 'plomme (blomme, frugt). blommepotte  :  et 'blompåt (blomsterpotte). blommeret  :  'blommere (blomstret); et 'blommere 'fa (et blomstret fad). blomst  :  se blomme (1). blos  :  se blus. blose  :  se blusse. blost  :  blåst (blomstring). blosterkorn  :  'blåstekvan (»blomstrende korn« = bælgfrugter). blostre  :  (gåde) dænd hæ 'blåstre - å blöwn 'ruske åw en lild 'pi·gh - hæ 'lo·j i e 'su·l u· o e 'bli·gh - no leghe en i e 'skaf å 'fylde - 'old vå 'moas 'hylde (den har blomstret - og er blevet rusket af en lille pige - har ligget i solen ude på blegen - nu ligger den i skabet og fylder - alle vor mors hylder; løsning hørren. Himmark). blus  :  blås, blos (specielt sankthansbål) dæ va 'årnligh 'blos 'o· (der var ordentlig blus på); blo·såwten (sankthansaften). blusse  :  'blo·s; di 'blo·st (de fik ilden til at flamme op). bly  :  bli (metal). blyant  :  'bliandt, 'bleandt. blæde  :  å 'blæj· (tage blade af kål). blædre(ved)  :  blærre 've (fylde ud); hand ska 'hå 'nåwe å blærre 've mæ. blærre  :  flertal 'blærre (ureelle hjørner eller kiler i mar­ken). blæse (1)  :  en 'ble·s, flertal blesse (blære). blæse (2)  :  å 'ble·s - de 'blæs - de 'ble·st - hæ 'ble·st; de æ da 'fæjt som de blywe 've å 'ble·s; væn dænd 'ble·send da 'sna· vild hold 'op! (væn, se un- der ven (= når)). blæst  :  de æ 'möj 'blæst. blød (1)  :  vasketøjet kam i 'blø·. blød (2)  :  dænd æ 'blø·, de æ 'blöt. bløde  :  de vel 'blöj·, de 'blöje. blå  :  dænd æ 'blo·, de æ 'blo·t. blår  :  blo·, 'bla·ghen (egntlig blårgarn, deraf sammensætningen 'bla·ghensgan, blårgarn); en 'bla·ghens'blie (et blårgarnslagen); et 'bla·ghens­­­gans 'skjöskind, et blårgarns skød­skind, forklæde. blårrekok  :  en 'blårrekåk (valmue; 'blårre = bræge, om ­lyden, der fremkommer, når man puster i et udspændt kronblad). blås  :  se blus. bo  :  hand 'bua 'li·gh ve e 'væj (han bor lige ved ­vejen; Himmark). boble  :  de 'bofle (det bobler). bog  :  en 'bu·gh, flertal 'böghe. boge  :  'bo·gh (banke); do kå nåk bo·gh en 'tyehel 'i få mæ (du kan nok banke en tøjrepæl i for mig); e 'pe·l blöw 'iboght (pælen blev rammet i (jorden). Himmark). bol  :  et 'buel (en lille gård, et bolsted). bold  :  en 'buld, flertal 'buld·; spille bold kyt 'buld; se kytte. boldekedel  :  en 'buldke·l (en gruekedel, bruges til storvask). boldet  :  'bå·lde (broget); en 'bå·lde 'kue (en broget ko, sml. rygget). bolle (1)  :  (bagværk, suppebolle) se pumle, klump. bolle (2)  :  (= tyr) se bulle. bolle (3)  :  se bulle, bullen (finger). bolle (4)  :  en balle 'pons (en bolle punch, kaffe- eller rom­punch, serveret i en terrin). boløkse  :  se buløkse. bom  :  bom (bolsjer, fransk bonbon). bomhus  :  'bomhus (bygning ved de tidligere landsby­skel). bomme (på)  :  å bom 'o· (væveudtryk. Himmark). bommelotte  :  bomme'lå·t (kvast, pompon). bompenge  :  'bompæ·ng. bonde  :  en 'bo·nd, Sønderborg 'bu·n, flertal 'bynde; di 'dom· 'bynde hæ di 'stör·st bo'te·te (de dumme bønder har de største kartofler). bondegård  :  en 'bo·ndgå (oftest siges dog kun en 'goa), flertal 'byndegoa. bor  :  et 'bu· eller 'buæ eller 'bua. bord  :  se disk. borge  :  å 'bårre; de æ 'it å 'bårre få (det er ikke til at garantere for, gardere sig imod); bårre 'op (låne, stifte gæld); eks. se også burre. borré  :  se porre. borrik  :  bo'rek (æsel, fra fransk bourrique, hunæsel). bos  :  en 'bås, flertal 'båsse (vagabond, farende svend, tysk Bursch). boskab  :  et 'bu·skop (egentlig møbel, nu »mærkelig fyr«, »ting«, vist også spektakel) de æ et ­'esseldt 'bu·skop å 'høe 'o·. boskammer  :  'båskamme (rum for farende svende på kroer o.l. Lavensby mark). bosle  :  å 'bossel (»var i 1870’erne og endnu i mine drengeår et yndet drengespil. På bygaden blev der stillet et antal 'sple·nd (kløvet brænde) op, og så gjaldt det om at slå så mange som muligt om med en trillende kugle af jern eller træ«, se bossel. Hans Krogh, Sønderborg). bossel  :  en 'bossel (kugle, også om kugle på møbler samt ledkuglen i lårbenshalsen, plattysk boossel). bost  :  se børste. bosvend  :  en 'bu·sven (forkarl, måske sundevedsk). bot  :  se but. botet  :  se potet. bottel  :  se buttel. botter  :  'bå·te (hjemmelavet surmælksost med kommen, ikke røget; vist af tysk »Butter«, da der blev tilsat smør); et 'styk mæ 'bå·te 'o· botterost  :  = botter; 'bå·teost, Holm. bov  :  de ska væ o 'dænd 'båw (det skal være på den manér. Brandsbøl). brakvand  :  'brækvånd. braldegab  :  et 'braldegaf (en der braldrer op). brambær  :  se brombær. brand  :  brå·nd (også om rustsvamp, »brand« i korn); en essel 'brå·nd (frisk fyr, en der ikke er bange); di ku sæt 'brå·nd hæn (1. gemme gløder til næste dag; 2. sætte brand hen i et træ, i reglen en gammel tjørn, et 'tvan·tre, for at ­forhindre gården i at brænde). brande  :  hand hæ 'brå·nde sæj (han har »brandet« sig, er blevet sværtet af kakkelovnen. Brandsbøl). brandet  :  de låwte 'brå·nde (det lugter brændt. Himmark). brandtræ  :  et 'bråndtre· (hvis man fældede det, ville går­den brænde). brask  :  en 'essel 'brask, Sønderborg ge'brask (en rigtig snakken i munden på hinanden). bred  :  en 'brie 'væj, 'brie 'væj·, et 'bret 'bæld·t. brede  :  bri· 'o· (»brede på«, smøre brød); kå do bri e 'brø· 'o· e'jåwten (kan du smøre brødet i aften' Lavensby); hand bri 'o· (han smører tykt på, overdriver); hand vild 'oldti bri 'öwe ham væn hand 'göe nåwe få'keæ (han ville altid dække over ham, når han gjorde noget forkert. Himmark). bregne  :  'bræ·n (bregne; også brombærranke. Himmark). brev  :  et 'bröw, flertal 'bröw·. brevbærer  :  'bröwbærre (postbud, tysk Briefträger). brikke  :  et 'brek· (smørebræt). brille  :  'bræl· (også om gammeldags toiletsæde; et pa 'brælle). bringe  :  å 'breng· - brenge - brang - brongen. brink  :  brynk, flertal brynke (brink, skrænt). briste  :  'bre·st; 'hælde en 'tarm 'bre·st end 'guj 'ma 'me·st (hellere en tarm briste end god mad ­miste. Miang); dæ æ brosten 'gaf (der er bristet gab, gået hul. Brandsbøl). bro (1)  :  en 'brue (stenbro, stenlagt gårdsplads). bro (2)  :  brue (sole sengetøj og linned); e 'töj ska 'u· å 'brue, 'u· te 'bru·end (tøjet skal ud til luftning). brod  :  se brud (1) brodde  :  å 'brå· e 'hæ·st (sætte søm i skoene, så de står bedre fast på isen); e 'hæ·st ska 'brå·res, æ 'brå·t. brog  :  en 'brå·gh (et lille stykke tøj, der blev lagt inden i e 'klæj· (bleen), når den blev skiftet). broget  :  se buntet. brogård  :  'brogå (gårdsplads, se »bro«). brokke  :  'bråk·, flertal 'bråkke (lille stykke brød). brole  :  se brøle. brombær  :  'bra·mbæ; dæ æ na'tu·levis 'ånde dæ rende mæ e 'bra·mbæ (der er naturligvis andre, der render med brombærrene, stryger fortjenesten). bros  :  en 'brås (kvik, kæk ung mand, lille næsvis knægt). brosten  :  'brosten (brugt om gammeldags honning­kage). brovtende  :  'bråw·tend. brud (1)  :  et 'brå (markstykke); di ho et 'brå mæ 've·e å 'jit mæ 'råw å 'jit mæ 'gres (de havde et brud med hvede og et med rug og et med græs. Himmark). brud (2)  :  en 'bruj (brud, også kæreste); go te 'brujs (gå til bruden, besøge kæresten). brudeseng  :  'brujsæ·ng (på bryllupsdagen leveres foræringer af levnedsmidler, og parret kommer for at se brudesengen). brue  :  se bro (2). bruge  :  å 'bru·gh - vi 'bryghe - 'brught - hæ 'brught; vi hæ e 'åwbrught (er færdige med at bruge en ting); vi hæ 'opbrught (brugt op). brum  :  'et brom (en brummen, fx af en bjørn. Himmark). brumlebi  :  en 'brommelbi; 'brommelbrems (humlebi). brumme  :  å 'brom·. brummel  :  'brommel (ko, som ikke kan blive med kalv). brun  :  'bru·n, intetkøn Nordals 'brundt; Sydals bru·ndt; di 'bru·n 'hæ·st. brunløs  :  e 'nörre æ brun'lø·s (Mjang), bru'nös (Himmark) (nødderne er brune og sidder løst i haserne, er modne). bryde  :  bröj eller bry; bryrre - bråt - bråt; 'si· å bröj 'åw (se at bryde af, komme af sted. Himmark); å bry sæj 'om (at bryde sig om); de ­bryrre æ mæ 'it 'om; å fo sin 'ville 'bråt (at få sin vilje brudt; også bryde hør, se bråde). bryllupsmand  :  'bråldsmånd (Lavensby mark; den, der rider rundt og byder til bryllup, se også kostmand). bryst  :  de gö 'vie (ondt) i e 'brøst. brystdug  :  en 'brøstdugh (vest. Holm). brystpude  :  et 'brøstpu· (kravebryst); et 'svat 'brøstpu· (et sort kravebryst). bræge  :  å 'bræ·gh. brække  :  bræk 'ind (brække ind, gøre indbrud; også ­bryde ind i en samtale). brækker  :  en 'brække (vovehals; tyk, mørk sky). brækket  :  e 'hæ·st di æ 'brække (hestene er »brækket«, har mankesår). bræme  :  'bræ·m (brombærranke. Brandsbøl); 'bræ·n (Himmark, Almsted, vist sammenblandet med ordet for bregne, se dette). bræmme  :  å 'bræm·; e 'hø·, e 'hy· (Nordals), 'kvan de 'bræmme (bliver varmt). brænde (1)  :  se splint, stikke. brænde (2)  :  å 'brænd·; hand få'to·ld (fortalte) te de 'bræ·nd i e 'na·bolaw; brænd e'gæmmel (løbe løbsk, stikke af, tysk durchbrennen); brænd 'o· (kile på); hand la 'it nåwe brænd 'o· (er beslutsom. Himmark); også kan ikke tie stille med ­noget); 'o·brænd (sveden); de svis 'o· (det brænder på). bræt  :  et 'bret, flertal 'brette. brævle  :  å 'bræffel (plapre); hand bræfle 'mæ (plaprer med). brød  :  et bet 'brø· (et stykke brød). brødbørken  :  et 'brøbörken (læderlap, som kvinderne bandt om brystet, når de skulle skære brød, se børken. Almsted). brøde (1)  :  en 'brø·e (bøde). brøde (2)  :  å 'brø·e (at betale bøde); å blyw 'brø·t (at blive idømt en bøde). brødlag  :  'brø·law. (Indtil ca. 1900 bagte bønderne selv deres brød. En ovnfuld kunne række til 3-4 uger, så brødet til sidst blev meget muggent. For at undgå det slog nogle naboer sig sammen i brødlag. Bagningen gik på skift, og de nybagte brød blev delt mellem medlemmerne, der også tit var fælles om et 'ba·gh-hus (bagehus)). brøkle  :  å 'brøkkel, brøkkel 'o· (kludre, mase på). brøklearbejde  :  'brøkkelarbe (hårdt arbejde. Himmark). brøle  :  å 'bro·l (om koen); brol - 'bro·ld - bro·ld (brøler, brølede, brølet. Syd- og Midtals; »Nordals mere med ø«). brønd  :  se kilde. bråd (1)  :  bråt (mankesår hos heste, »brudt«, se bryde). bråd (2)  :  'brå (mark). bråde (1)  :  en 'brå·e (det redskab, der brugtes til at bryde hørren); væn e 'hö blöw 'brå·t (brådet, brudt). bråde (2)  :  å 'brå· (bryde hørren, se bråde (1)). brådelag  :  et 'brå·law (bestod af naboer, der i et fælles 'brå·hus (brådehus) tørrede og brådede hør­ren). bråldsmand  :  se bryllupsmand. bud  :  et 'båj. bude  :  di æ 'båjn (de er budt, har fået indbydelse. Himmark). bue  :  en 'båw· (to træbøjler forbundet med to stykker reb, beregnet til at bære hø og halm i. Himmark). buffelfingret  :  'boffelfengre (fummelfingret). bugges  :  undt i e 'bugges (børnesprog ondt i maven). buk (1)  :  et 'bok. buk (2)  :  en 'bok, oftest sagde man dog gedebuk, s.d. bukke  :  å 'bøk· (Sønderborg). bukkeblad  :  'bokbla·j (flertal, skvalderkål). bukkeskind  :  'bokskind (vadmel. Himmark). bukmølle  :  'bokmöl· (stubmølle; fra tysk). bukse (af)  :  båws 'åw (gå vraltende som småbørn). buksears  :  båws'å·s (buksetrold). bukse-erre  :  'båw·s'ærre (knibe); hon va i en 'båw·s'ærre indte hon fandt e 'væj e'gjæn (hun var i knibe, indtil hun fandt vejen igen). bukser  :  'båw·s; vi ska 'u å løs 'båw·s (vi skal ud at løse bukser, træde af på naturens vegne); 'try pa 'båw·s (tre par bukser). bulbro  :  'bolbro (træbeklædt gennemløb for en bæk ­under vejen). bulle (1)  :  en 'bål· (tyr); e 'kue blöw 'låffen åw e 'bål· (koen blev løbet af tyren. Himmark) (tysk Bulle). bulle (2)  :  e 'fenge 'bålle (fingeren bulner). bullekalv  :  et 'bålkal (tyrekalv). bullemade  :  en 'bålmaj (tyre-eng). bullen  :  'bålle; en 'bålle 'fenge (en bullen finger). bulling  :  'bållen (bulning, byld. Tandslet). buløkse  :  'bolöjs (skovøkse. Himmark). bumplet  :  'bompeldt (ujævn, om vej; også om syning). bund  :  bond; få 'bond i e 'kra·m (få bund i sagerne). buns  :  bunds; hand 'fæ· åw å te et 'bunds (han får af og til et bums, stød); de geæ 'bunds 'ba·s 'u· ie 'kö·ghend (de slår ordentlig noget i stykker ude i køkkenet). buntet  :  'bond·te (broget); en 'bond·te 'kue (en broget ko); di 'serre i 'bond·te 'ræj (skiftevis herre og dame). burre  :  flertal 'borre; 'borre æ 'bæ end 'ba 'gaf (burrer er bedre end bare hul, sagde konen, der stoppede sin mands sokker; også ordspil på 'bårre borge = låne). burrose  :  flertal 'bu·rosse (stokroser, fra plattysk Buurroos, bonderose). busseronne  :  pusse'rundt, pussel'rundt, pussel i 'rond (ar­bejdstrøje, der knappedes skråt fra skulder til modsat side i livet). but  :  bot, botte (stump, om nål eller søm); do må mak e 'søm 'bot o e 'æ·nd (du må gøre sømmet stumpt i enden; sammenlign »dol«). buttel  :  en 'bottel (flaske, fransk bouteille). buttelvindue  :  'bottelvinde (vindue af flaskebunde). by  :  en 'by, flertal 'bye; 'byssens 'klåk (gik rundt i gaden fx når en hest var slagtet, og kødet kunne købes); di æ 'blöwn så 'byssens (fine på det). byde  :  'by· (traktere, give et bud ved en auktion); by sæj 'te (tilbyde sig); 'hand kam å by sæj 'te (han kom og tilbød sig). byg  :  en traw· 'bygh (en trave byg = 60 neg); vi fæk e 'bygh 'mold·te (vi fik byggen maltet. Himmark). bygaks  :  et 'by·ghaws (aks brugtes kun om byg, se rusme, vippe). byge (1)  :  'bygh (storvask med klaptræ og lud af bøgeaske). byge (2)  :  'by·gh (at vaske storvask); 'tri·nmaj kømme å 'jölpe vos e 'daw mæ å 'by·gh (Trine Marie kommer og hjælper os i dag med at vaske storvask); di 'by·ghe (de vasker storvask); bygh 'o· (byge på, komme mere lud på tøjet). bygebræt  :  'by·ghbræt (banketræ til storvask, se også ­ tær­skel). bygflokker  :  'byghflåkke (store, valsede byggryn. Almsted). bygge  :  'bøgh·; hand hæ 'bøght en 'möl· (han er væltet med høstvognen, så hjulene vender opad som møllehjul); vå 'na·bo ku 'bøgh· en 'kaghel ­(starte en skoggerlatter, se kagl). bytte  :  'byt· (andel; også én dags arbejde i tærskningen); vi tæske 'byt· (en trave hvede, og af ­ havre noget mere. Når de havde det,) så 'ho di e 'byt·; di fæk 'byt· i å 'hogh i e 'skåw (de fik akkord på at hugge i skoven). bægt  :  en 'bæjt (bagning; den portion brød, der blev bagt på én gang); di ældte te 'bæjt (de æltede dejen dagen før bagningen); di hæ lawe te 'bæjt (de har slået dejen op); å slo te 'bæjt (lave til bagning. Stevning). bælg  :  en 'bælle (skind, hud); hand kam ham få 'næ· o e 'bælle (han kom ham for nær på bælgen, for nær ind på livet); hand hæ fawn e 'bælle öwe e 'ø·e trot (han har fået bælgen trukket over ørerne, er blevet snydt). bælge (i sig)  :  bælle 'i sæj. bælgholde  :  æ hæ 'bælleholden hind (jeg har holdt hende tæt ind til mig). bære  :  å 'beæ - æ 'bæ - æ 'ba eller 'bå - hæ 'bå· eller 'bå·n; hand æ 'sekke te å bæ 'op (han er sikker, dygtig til at bære op, dvs. begynde salmesang fx ved begravelser); de bas mæ 'få (det bares for mig, det forekom mig). bærebåre  :  en 'be·æba· (bærebør til græs eller til at bære garn hjem fra blegen). bærende  :  e 'bæ·rend (børen hos en kælvende ko). bærme  :  'ber·m (opbrusen ved gæring). bæssing  :  en 'be·seng, 'be·sning mæld e 'kø· (en skillevæg mellem køerne. Himmark). bæst  :  bi·st; et 'reghte 'bi·st (et rigtigt bæst); hand 'so·ld et 'bi·st (han solgte et bæst = en hest). bæt  :  se bet (2). bævre  :  hand 'beffere (han bævrer, skælver). bævreask  :  'beffe-esk (bævreasp. Brandsbøl). bævregræs  :  'beffegres (hjertegræs). bøddel  :  börrel. bøde (1)  :  se brøde. bøde (2)  :  'bø· (lappe, reparere); do ska hå e 'båws böt (du skal have bukserne lappet). bødeklud  :  en 'bø·klu (en lap til bukserne. Himmark). bødker  :  en 'bör·ke. bøf  :  en 'bef. bøg  :  'æsk, 'bø·gh å 'bænneve 'tre· - 'slek min 'röw å 'go· dit 'fe· (ask, bøg og benvedtræ - slik min røv og gå, dit fæ. Himmark). bøgt  :  böjt (bugt, knæk); et 'knaght 'böjt (et skarpt vejsving). bøje  :  'kom å böj e 'bi·n 'næn (kom og bøj benene ned = sæt dig ned. Brandsbøl, Himmark). bølke  :  'böl·k (brøle, egentlig om en ko eller kalv); hand 'bölke å 'huje som en 'tombe (han brøler og hujer som en gal). bøm  :  bø·m (plovås, stangen mellem plovhovedet og trækket. Himmark). bør  :  se bærende. børing (1)  :  en 'bör·ng, 'börreng (en favnfuld, særlig af hø eller halm); kom· mæ e 'ba·n i e 'bör·ng (komme med barnet i favnen); hand sa mæ e 'båws i e 'bör·ng (han sad med bukserne i ­favnen, var bange. Himmark). børing (2)  :  hand 'geæ mæ e 'lyw i e 'bö·rng (er bange). børken  :  'bör·ken (forklædesmæk, se også brødbørken); hand 'taw hind i 'fuld 'bör·ken (han tog hende i favnen). børkenfuld  :  'bör·kenfuld (favnfuld. Sydals). børkenskødskind  :  'bör·kenskøskind (forklæde med smæk). børnevorn  :  'börnurn, 'börnvun (barnagtig. Brandsbøl, Mjang, Langdel). børneværk  :  de æ 'bö·nværk (det er barnagtighed. Brandsbøl). børste  :  en 'bo·st (1 børste, 2 en håndfuld aks. Himmark); en 'böst (børste, om slagsbroder. Af »bøste« = slå, tæske); res 'bø·ste (rejse børster). bøste  :  et 'bø·st (skinke). bøtte  :  'bøt· flertal 'bøtte (lavet af træ og uden hank. Heri sattes mælk hen til skumning). bøtterække  :  et 'bøt·rek (stativ til afdrypning af bøtter og spande efter vask; også 'spånd·rek, spande­række; se også rik). bøvl  :  böwl (besvær). bøvle  :  'böw·l (kludre). bøvlet  :  de æ 'oldt få 'böw·le (det er alt for besværligt). båd  :  en 'bo·. både  :  'bå·j (Nordals), 'bo·j (Sydals); 'bå·j 'tue (begge to); dæm 'bå·j (dem begge). bådshage  :  'båsaghe (bådshage eller lignende stang til at hale møllevingerne nedad med. Holm). båle  :  'bå·le (blakket, ujævn). bålle  :  se bullen. båne  :  se bane. bår  :  hand va i fa'mi·lie mæ ham mæn de va et 'bå 'længe 'u· (han var i familie med ham, men det var et led længere ude). båre  :  en 'ba· (båre, bør, se bærebåre, mogbåre, krit­te­båre, spolebåre). bårre  :  se borge. Eks. se burre.